Blodets strand: Landgangen ved Omaha

I programmet “Bloody Omaha” fra BBC forsøger den britiske historiker Simon Trew at finde en forklaring på, hvad der gik galt på Omaha Beach den 6. juni 1944 om morgenen da landsætningen af de amerikanske tog sin begyndelse og hvad det var som i sidste ende gjorde, at amerikanerne alligevel fik overtaget og fik etableret et nogenlunde sikkert brohoved.

I programmet lykkes det på udmærket vis at samle sammen på, hvad vi allerede ved om landgangen. Simon Trew forsøger herefter at nå frem til en væsentlig faktor, der gjorde udslaget til fordel for amerikanerne.

Se link til programmet på hovedsiden.

Oddsene var klart imod soldaterne i de første angrebsbølger på Omaha:

Terrænet var på enhver måde til gunst for tyskerne og til ugunst for amerikanerne. Tyskernes befæstede stillinger lå højt og med gode skudfelter over en bred flad strand (men Omaha var det eneste egnede landsætningsområde mellem Gold og Utah)
Blandt de tyske styrker på Omaha var enheder fra den relativt stærke 352. division, som de allierede ikke i tide havde set rykke ind. Eksempelvis var artillerienhederne i denne division veludrustede og effektive
Det indledende luftbombardement var ineffektivt og røgen forhindrede efterfølgende flådens bombardement i at ramme præcist

Tyskerne kunne – omend rystede og chokerede ovenpå det voldsomme bombardement – besætte nærmest intakte forsvarspositioner inden første bølge af infanteri ramte Omaha.

Simon Trew besøger også det nyopdagede og nyudgravede tyske kystbatteri nær Grandcamp-Maisy. Batteriet har haft en enorm ildkraft, men Simon Trew mener, at det lå for langt fra Omaha til at have haft afgørende betydning.

Der fokuseres ofte – og også i denne udsendelse – på landgangen i den vestlige ende hvor 29. division gik i land, men det skal ikke glemmes at i den østlige del af Omaha, hvor den stærkere 1. division gik i land, der mistede man næsten samtlige af de amfibiske Sherman kampvogne i søgangen.

Men historien om den 29. division fremhæves ofte med baggrund i de morderiske scener, der udspillede sig: hele kompagnier blev næsten udslettet og de overlevende lå som forstenede og søgte dækning et stykke oppe på stranden eller i vandkanten bag døde kammerater og forhindringer. Føring var der næsten intet af, og i takt med at forstærkninger ankom, voksede kaos. Landgangen var alvorligt truet.

Simon Trew vender herefter blikket mod et andet drama, der udspillede sig nogle kilometer væk på Pointe-du-hoc, hvor en 1/2 bataljon amerikanske rangers fra stranden skulle kravle op på klippefremspringet og tilintetgøre det tyske kystbatteri, der med dets 4 langtrækkende kanoner kunne true Omaha. Planen var enkel: straks efter nedkæmpning men dog senest kl. 07.00 skulle lederen af rangerne signalere til hovedstyrken (resten af 2. rangerbataljon samt hele den 5. rangerbataljon) at de skulle sejle til Pointe-du-hoc som forstærkning. Men noget gik galt på Pointe-du-hoc: en navigationsfejl forsinkede angrebet og signalet til forstærkningerne blev ikke sendt. Resultatet blev, at forstærkningen i følge planen i stedet blev sejlet ind på Omaha i hælene på 29. division. Og det var held i uheld, for det lykkedes faktisk for det meste af 5. rangerbataljon at blive landsat på et stykke af stranden nær Vierville, hvor der var forholdsvist roligt. Enheden kunne herefter klargøre til et angreb på de tyske enheder (de fleste kender nok til udfaldet på Pointe-du-hoc: der var ingen kanoner i stillingen og de amerikanske rangers måtte holde stand i 3 døgn før forstærkningerne ankom.)

Situationen var altså den, at da det så allermest sort ud for 29. division ankom således uventet 500 rangers i nogenlunde god orden, som kunne give det angreb op over skrænterne, som de overlevende fra 29. division var i gang med at etablere, et velfortjent skub fremad.

Simon Trew er ikke i tvivl: de amerikanske rangers ikke-planlagte tilstedeværelse på Omaha var en af de væsentligste faktorer i forhold til det endelige udfald.

Således er programmet i øvrigt et ganske godt eksempel på, at opfattelsen af en historisk begivenhed i høj grad afhænger af øjnene der ser. Jeg vil derfor kort skitsere, hvorledes den nu afdøde amerikanske historiker Stephen Ambrose betragtede selv samme situation.

Ambrose ville nok ikke have været helt så kategorisk i konklusionen som Simon Trew – omend han nok havde kunnet tilslutte sig listen af årsager til den katastrofale landgang. Men hans projekt var også af en anden karakter, jf. hans bøger ”D-dag” og ”Efter D-dag”: han ville vise, at selv almindelige demokratiske borgere kunne trænes frem til at kæmpe indædt mod tyranniet med livet som indsats. Og det gjorde de – og de første over skrænterne nær Vierville på Omaha hin formiddag var soldater fra de almindelige infanterienheder – dog godt hjulpet af rangers.

Ambrose beskriver i sin bog ”D-dag”, hvorledes General Cota, chef for 29. Division, ifølge øjenvidner skulle have opfordret rangerne til ”at gå i spidsen” for angrebet over skrænten (rangernes motto er den dag i dag ”Rangers lead the way”). Men hverken Ambrose eller veteraner fra de deltagende rangers ønsker at kaste skygge over den indsats soldaterne fra 29. Division havde ydet. De havde under nærmest ubegribelige forhold banet vejen for det afgørende slag op over skrænten på Omaha’s vestlige sektor.

Udsendelsen er i øvrigt en glimrende gennemgang af landgangen; et – som sædvanligt fristes man til at sige – udmærket program fra BBC.

Sergent Stan Hollis

Company Sergeant-Major Stanley Hollis, D kompagniet, 6. bataljon, The Green Howards, modtog som eneste brite Victoria korset for sin indsats på D-dag.

Hollis var uddannet styrmand, men sygdom tvang ham væk fra havet. Efterfølgende arbejdede han frem til krigen som lastbilchauffør. Han blev gift og fik to børn. I 1939 meldte han sig som reservist hos The Green Howards og blev ved krigsudbruddet mobiliseret i 6. bataljon. Han var med det britiske ekspeditionskorps i Frankrig, blev evakueret ved Dunkirk og deltog senere i Ørkenkrigen og ved invasionen på Sicilien, hvor han blev såret.

På D-dag var 6. bataljon, Green Howards, med i første bølge på KING Green sektoren på Gold. Hollis og D kompagniet landede lige vest for La Rivière, hvor East Yorkshire regimentet gjorde landgang. Forholdsvist hurtigt lykkedes det for kompagniet at komme væk fra stranden og rykke frem mod Mont Fleury batteriet, der var placeret på højdedraget lige over KING Green sektoren.

Under kampene ved batteriet opdagede kompagnichefen, at man havde overset en bunker. Under beskydning løb Hollis hen mod bunkeren, mens han selv skød løs fra hoften med sin maskinpistol. Han nåede sikkert frem, krøb op på bunkeren og smed en håndgranat ind gennem et skydeskår. Efter detonationen sprang han ned og ind bunkeren; to tyskere var døde. Den resterende snes tyskere overgav sig.

Ved middagstid nåede kompagniet frem til den lille by Crepon. Hollis havde fået ordre til afsøge en mindre gård, og under afsøgningen slog en riffelkugle ind i muren meget tæt på ham. Han forsøgte at finde ud af, hvor kuglen kom fra, og opdagede en tysk kanonstilling i en lille lund bag huset. Han fik ordre til at gøre noget ved sagen og hentede 7-8 mand og gav dem besked på at tage kampen op. På vej mod tyskerne blev der åbnet ild og alle 7-8 mand blev dræbt. Hollis vendte nu selv tilbage med 2 mand, og denne gang var de bevæbnet med en PIAT og Bren Guns. De krøb frem mod kanonstillingen og Hollis forsøgte sig med et skud med PIAT’en, men missede. Tyskerne skød igen med kanonen og øverste del af huset bag dem blev smadret. Hollis besluttede at trække sig tilbage; de 3 kunne ikke alene hamle op med kanonerne. Men under tilbagetrækningen tabte han forbindelsen til de to soldater, han havde taget med. Tilbage hos kompagnichefen besluttede denne at lade tyskerne være. Men Hollis ville først hente de to mand, han havde efterladt: “I took them in. I will try to get them out.” Udrustet med en Bren Gun søgte han tilbage til huset, hvor han gav dækningsild til de to mand og samtidig tiltrak sig tyskernes ild. Dette gav mændene mulighed for at krybe tilbage i sikkerhed.

Citat fra udtalelsen i forbindelsen med overrækkelsen af Victoria korset

“Wherever the fighting was heaviest, CSM Hollis appeared and, in the course of a magnificent day’s work, he displayed the utmost gallantry and on two separate occasions his courage and initiative prevented the enemy from holding up the advance at critical stages.

“It was largely through his heroism and resource that the Company’s objectives were gained and casualties were not heavier, and by his own bravery he saved the lives of many of his men.”

Hollis blev såret igen i september 1944 og evakueret til England, hvor han modtog Victoria korset i oktober 1944.

Efter krigen sejlede han lidt igen, og fra 1955 til 1970 drev han en pub. Han døde 59 år gammel i 1972. Ti år senere blev hans Victoria kors – mod reglerne – solgt på auktion for 32.000£. Men i 1997 blev korset afleveret til The Green Howards Museum i Richmond.

Kilder:

Major & Mrs Holt’s Battlefiels Guide, Normandy Landing Beaches

Wikipedia: Stanley Hollis

The Green Howards

Kaptajn Roger Bell

Gold Beach, KING sektoren…

Da rampen på det LCT fartøj, der havde bragt kaptajn Roger Bell’s Plejl – den mineryddende Sherman kampvogn – og 5 andre AVRE køretøjer over Kanalen på D-dag, gled ned, skete det utænkelige: motoren satte ud! Og den ville bare ikke starte igen. Sekunder må have føltes som minutter for Bell, for hans kampvogn var nr. 2 i rækken; der holdt 4 bag ham, der ikke kunne komme ud.

Bell var en ung 24-årig kaptajn og næstkommanderende i C eskadronen, Westminster Dragoons. Westminster dragonerne var udrustet med de mineryddende Sherman kampvogne, og dragonernes C eskadron var på D-Day tilknyttet 81. eskadron, 6. AVRE regiment, der skulle gøre landgang i KING sektoren på Gold Beach. De mineryddende Sherman kampvogne opererede ikke som selvstændig enhed, men var fordelt på grupper af AVRE enheder, der var sammensat nøje efter hvilken opgave og terræn, der ventede dem på stranden. Bell’s gruppe af AVRE køretøjer skulle lande nær La Rivière tæt på det tyske fæstningsanlæg WN33 .

Da motoren bare ikke ville starte, sprang Bell ned på dækket og hev slæbetorvet fra den foranstående kampvogn over til sin egen kampvogn. Det huede ikke just ingeniørsoldaterne i AVRE kampvognen foran at skulle slæbe en defekt Plejl med ind, men rampen var nu på vej ned og de måtte køre. Det gav et ryk i Bell’s kampvogn, da slæbetorvet blev strammet, og det var nok til at få gang i kampvognen. Han hev slæbetorvet af, signalerede OK til AVRE kampvognen og sprang så op i sit tårn igen. Bell’s Sherman kampvogn var på vej i kamp.

Bell havde været soldat i 4 år, men dette var hans ilddåb og den blev voldsom. Inde på stranden blev to andre Plejle ramt og en AVRE kampvogn foran blev også ramt. Kort efter lød et brag og flammer stod op bag på kampvognen. Hurtigt fik han alarmeret mandskabet, som hastede ud. Lidt efter faldt et stykke flammende sammenkrøllet stykke stål ned fra hans kampvogn, og han opdagede, at det ikke var hans kampvogn, der var ramt, men at det var et stykke stål fra den eksploderede AVRE kampvogn foran. Bell beordrede mandskabet ombord igen og spekulerede samtidig over, hvorfra tyskerne kunne levere så præcis en skydning.

Fæstningsanlæg WN33 var blandt andet bestykket med den frygtede 88 mm kanon. Godt beskyttet i sin bunker kunne mandskabet beskyde mål på langs med stranden. Bell kunne se, at hans nuværende position var uden for kanonens skudfelt, men kanonen måtte ødelægges, så han kørte frem. Fremme foran kanonen afgav han et skud, men kunne ikke se virkningen. Tyskerne skød igen, men ramte ikke, eller også skød de mod et andet mål. Bell skød 3 skud som syntes at ramme. I det samme kørte en anden kampvogn ind foran ham og han ventede hvert øjeblik på, at tyskerne skulle ramme den. Men der skete intet – Bell havde nedkæmpet 88 mm kanonen.

Bell kunne nu tage fat på hans primære opgave: at rydde en korridor for miner, så tropper og køretøjer kunne komme væk stranden. Det indgik i planen, at han skulle antænde en grøn røgbombe som signal til de efterfølgende enheder. Men idet han ville kaste granaten ud af tårnet, hoppede kampvognen og han tabte granaten ned i tårnet, der hurtigt blev fyldt med den grønne røg. Han fandt granaten og fik den kastet ud.

Kampvognen fortsatte, men terrænet var blødt og til sidst kørte den fast. Grøn over hele kroppen betragtede Bell aktiviteten på stranden bag ham, hvorefter han gik tilbage for at finde nogen, der kunne trække hans kampvogn fri af mudderet.

Kilder:

David Howarth, D-Dag

Søløjtnant Dean Rockwell

Løjtnant Dean Rockwell var på D-dag leder af Gruppe 35, LCT-6 12. LCT Flotille. Styrken bestod af 8 LCT fartøjer, der medbragte i alt 32 amfibiske DD Sherman kampvogne fra C og B kompagniet, 743. kampvognsbataljon. DD kampvognene skulle søsættes på havet og derefter ved egen kraft sejle ind på stranden, hvor de skulle udgøre spydspids og skjold for de efterfølgende bølger af infanteri.

DD kampvogne på Omaha var inddelt i 2 angrebsgrupper: “Assault Group O-1” med 8 LCT og 32 DD kampvogne fra 741. kampvognsbataljon og “Assault Group O-2” ligeledes med 8 LCT og 32 DD kampvogne fra 743. kampvognsbataljon – Dean Rockwell’s gruppe.

Hver angrebsgruppe var i forbindelse med landsætningen under ledelse af en søofficer og en hærofficer. Angrebsgrupperne var yderligere inddelt i 2 adskilte formationer bestående af 4 LCT, hver lastet med 4 DD kampvogne.

Kampformationen for DD kampvognene på Omaha

Klokken H-5 så formationen således ud:

Fox Green	Easy Red	Easy Green	Dog Red	Dog White	Dog Green
4 LCT med 16 DD kampvogne fra C kompagniet, 741. kampvognsbataljon	4 LCT med16 DD kampvogne fra B kompagniet, 741. kampvognsbataljon			4 LCT med 16 DD kampvogne fra C kompagniet, 743. kampvognsbataljon	4 LCT med 16 DD kampvogne fra B kompagniet, 743. kampvognsbataljon
Del af “Assault Group O-1”				Del af “Assault Group O-2”
Ansvarlige for landsætningen: løjtnant Barry, flåden kaptajn Thornton, hæren				Ansvarlige for landsætningen: løjtnant D. Rockwell, flåden kaptajn Elder, hæren

Note: begge bataljoners A kompagnier bestod af almindelige Sherman kampvogne, der blev landsat direkte på stranden i en senere angrebsbølge.

Øvelser havde klart vist, at de amfibiske DD kampvogne havde svært ved at sejle – for ikke at sige at holde sig flydende – i kraftig sø. Derfor var man forberedt på, at LCT fartøjerne om nødvendigt skulle sejle helt ind til stranden og sætte kampvognene af direkte i strandkanten.

Afgørelsen om at søsætte DD kampvognene i søen eller sejle dem ind til stranden skulle afgøres af de to ansvarlige officerer i hver gruppe: en officer fra flåden og en officer fra hæren. Men hvad nu hvis de var uenige? Trods modstand fra Rockwell, der var ansvarlig for uddannelsen i landsætning af de amfibiske kampvogne, blev det sådan, at officeren fra hæren fik det sidste ord at skulle have sagt.

Rockwell havde kommandoen over hele flotillens 16 LCT fartøjer under overfarten. Herefter skulle flotillen dele sig i de to grupper. Flotillen var undervejs i mere end 20 timer, og jo nærmere de kom Normandiets kyster jo kraftigere syntes søen at blive. Ombord på de lidet komfortable LCT fartøjer blev folkene søsyge, samtidig med at kampvognsbesætningerne konstant grublede over, hvorvidt deres amfibiske kampvogne skulle sejle ind ved egen kraft eller blive sejlet ind af LCT fartøjet.

Kl. 03.45 kunne Rockwell konstatere, at alle 16 LCT fartøjer var kommet helskindet over kanalen, og flotillen delte sig som planlagt i 2 grupper med 8 LCT fartøjer i hver. Rockwells gruppe fortsatte med den vestlige del af Omaha, mens den anden gruppe fortsatte mod den østlige del af Omaha.

Kl. 05.15 og ca. 5 km fra kysten lå Rockwells 8 fartøjer på parallelkurs og sejlede langs kysten, mens de afventede den endelige indsejling.

Men Rockwell var nu for alvor bekymret for, hvordan det skulle gå med de amfibiske kampvogne. Efter hans vurdering var søen al for kraftig til at de kunne sejle. Kl. 05.05 brød han derfor radiotavsheden, kontaktede kaptajn Elder fra hæren og gjorde ham bekendt med sin bekymring. Til Rockwells store lettelse var Elder helt enig: de amfibiske kampvogne kunne ikke klare det her. Kl. 05.40 ændrede gruppen derfor kurs direkte mod Omaha Beach.

Indsejlingen var svær, og han blev konstant forstyrret af larmen fra de indledende bombardementer og larmen fra kampvognene på dækket, der varmede deres motorer op. Rockwell vidste, at han måtte få landsat sine kampvogne meget tæt på kl. H-5. Kom han for tidligt ind, risikerede han at blive ramt af det raketangreb, der ville sat ind lige før landgangen. Kom han derimod for sent ind, ville infanteriet allerede være landsat – uden støtte fra hans kampvogne.

Kl. 06.29 ramte første LCT – Rockwells egen – stranden det korrekte sted og de øvrige 7 kom ind få minutter efter. Rampen blev sænket og kampvognene kørte fra borde. For søfolkene ombord på LCT fartøjerne gjaldt det nu om at komme væk fra stranden igen.

Nogle af LCT fartøjerne var blevet ramt og flere af kampvognene blev også ramt, men opgaven var løst.

I den anden ende af Omaha udspillede sig derimod et skrækscenario, som Rockwell og hans folk delvist blev vidende til: Kaptajn Thorton fra hæren havde besluttet, at amfibiekampvognene skulle søsættes som planlagt 5 km fra land. Af 32 kampvogne nåede kun 2 ind til stranden ved egen kraft. 3 andre blev sejlet ind af deres LCT efter beslutning fra skipperen på fartøjet. De øvrige 27 kampvogne gik til bunds én efter en i den høje sø. Nogle af dem nåede knap nok ud over rampen, før de gik til bunds.

For sin indsats modtog Rockwell et Navy Cross.

Kilder:
David Howarth, D-Dag
Jakob Sørensen, Operation Overlord
http://www.sproe.com/t/tank-dd.html
Dean Rockwell – fra Wikipedia

Se også Dean Rockwells “After Action Report” fra 14. juli 1944

Sergenterne Hyman Haas og Dale Estes

Omaha Beach, Sektor Easy

Sergent Hyman Hass var sektionsfører i A batteriet, 467th Anti-Aircraft Artillery Automatic Weapons Battalion (Self-Propelled) – 467th AAA AW Bn (SP) – en selvkørende anti-luftskytsbataljon. Som sektionsfører havde han kommandoen over en M-16 Halftrack monteret med et firling 12,7 mm anti-luftskyts maskingevær og en bemanding på 5 mand samt en M-15 Halftrack monteret med en 37 mm anti-luftskyts kanon og to 12,7 mm maskingeværer og en bemanding på 7 mand.

467th AAA AW Bn (SP)

Anti-luftskytsenheder bestod normalt af trukne kanoner, som det tog tid at opstille og nedtage. Hæren ønskede nogle mere mobile enheder og opstillede derfor en række anti-luftskytsenheder, hvor skytset var placeret på de såkaldte halftracks.

Den selvkørende enhed 467th AAA AW Bn (SP) bestod af 3 kanonbatterier A-C samt et stabsbatteri. Hvert kanonbatteri bestod af en stabssektion samt 2 delinger med hver 4 sektioner. I en sektion på 12 mand indgik en M-16 Halftrack monteret med et firling 12,7 mm anti-luftskyts maskingevær samt en M-15 Halftrack monteret med en 37 mm anti-luftskyts kanon og to 12,7 mm maskingeværer.

Bataljonen var på D-dag knyttet til 29. division og skulle gøre landgang H+120 i sektorene Easy Green, Dog Red, Dog White og Dog Green. Enheden blev sejlet over kanalen og landsat direkte på stranden fra LCT fartøjer – en deling i hver LCT. Forud for bataljonens landsætning skulle en række artillerienheder have været landsat fra de amfibiske DUKW lastbiler. Men den hårde sø gjorde det af med mange af DUKW køretøjerne, så da bataljonen begyndte landgang kl. 08.30 – kort før al yderligere landgang midlertidigt blev stoppet på grund af det tiltagende kaos – vakte det naturligvis stor glæde hos de trængte infanterister at se tunge våben komme dem til undsætning.

Hyman Haas landede nedenfor til højre for denne bunker på Omaha Beach ved Le Ruquet - WN65 - nær dalsænkningen Exit E1 på Easy Red. — Hyman Haas landede nedenfor til højre for denne bunker på Omaha Beach ved Le Ruquet – WN65 – nær dalsænkningen Exit E1 på Easy Red.

Hyman Haas’ sektion kom godt i land; nærmere Easy Red end Easy Green. Da det tyske luftvåben jo nærmest ikke var tilstede på D-dag, indså mændene i anti-luftskytsbataljonen hurtigt, at de måtte omstille sig til at beskydel jordmål. For Hyman Haas var problemet imidlertid, at hans 37 mm kanon ikke i fremadrettet stilling umiddelbart kunne sænkes tilstrækkeligt til at kunne beskyde jordmål på grund af oppakning, der var spændt fast. Så da en officer kom løbende og bad om hjælp til at bekæmpe en tysk kanonstilling på et forbjerg 300 meter væk, beordrede han sin sektion til at bakke ud i havet igen for at få kanonen sænket tilstrækkeligt til at kunne ramme bunkeren. Herefter tog han sigte med sin 37 mm kanon og affyrede 10-15 skud, hvoraf de fleste gik gennem åbningen og eksploderede inde i bunkeren. Samtidig hamrede firlinge maskingeværet på den anden halftrack også løs på bunkeren. Herefter var bunkeren tavs.

Senere da enheder havde fået kæmpet sig gennem Exit E-1, kunne Hyman Haas og hans sektion følge dem trop.

Da jeg besøgte Normandiet i forbindelse med 60 års jubilæet kendte jeg kun til episoden, som den er beskrevet i David Howarts mere end 40 år gamle bog D-dag. I bogen fortælles det ikke, at Hyman Haas tilhørte 467th AAA AW Bn (SP), ej heller at episoden fandt sted ved Exit E-1 nær Saint-Laurent-sur-Mer/Le Ruquet. Så da jeg besøgte stedet ved Exit E-1, forbandt jeg ikke mindepladen på bunkeren med Hyman Haas’ historie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg ved bunkeren mødte tidligere sergent Dale Estes. Han fortalte mig, at han havde været sektionsfører i 467th AAA AW Bn (SP) og at en af hans kollegaer havde neutraliseret bunkeren. Så kunne jeg pludselig huske historien.

Dale Estes - 467 AAA SP - Omaha Beach — Dale Estes – 467 AAA SP – Omaha Beach

Dale Estes var selv sektionsfører i C batteriet. Han fortalte med gru i stemmen om en frygtelig blodig landgang, hvor han på kort tid mistede 3 mand. Estes deltog i hele det allierede felttog i Vesteuropa frem til krigens afslutning i maj 45. Han blev såret flere gange og modtog Purple Heart. Sammen Hyman Haas deltog han i 1994 ved opsætningen af mindepladen på bunkeren, som Haas neutralierede på D-dag.

Mindeplade for 467. AAA AW BN (SP) ved WN65.

Dale Estes har brugt en stor del af sit liv på at holde foredrag om sine oplevelser og om livet som aktiv frontsoldat. Hans far var veteran fra Første Verdenskrig og hans søn er veteran fra Vietnam.

På D-dag mistede 467th AAA AW Bn (SP) godt og vel halvdelen af sit materiel og man havde 20% dræbte og sårede.

Kilder:

David Howarth, D-Dag

Hyman Haas personlige beretning

Løjtnant Arthur Jahnke

Bunkerkomplekset W5 på Utah Beach nær La Madeleine var bemandet med ca. 75 mand fra 3. bataljon, 919. grenadierregiment, 709. division, under kommando af den 23 årige løjtnant Arthur Jahnke, der var veteran fra østfronten og dekoreret med jernkorset. Her var han blevet hårdt såret og var nu overført til tjeneste i Normandiet. Der var imidlertidigt langt mellem veteranerne blandt hans folk, der enten var meget unge eller noget ældre soldater.

Omkring 20 små og store bunkers udgjorde W5 og skytset bestod af en 88 mm kanon, 2 75 mm kanoner, 2 anti-tank kanoner, 5 morterer, 2 flammekastere og 3 tunge maskingeværer. Endelig havde Jahnke 8 såkaldte “Goliaths”, der var små miniature kampvogne (på størrelse med en lille go-cart) fyldt med sprængstof og som kunne fjernstyres og bringes til sprængning via en wire. Men w5 lå isoleret mellem havet og et 3 km. bredt oversvømmet marskområde med kun en enkelt smal digevej som forbindelse ind i landet og der ingen mobile forstærkninger i umiddelbar nærhed.

Den 11. maj kom feltmarskal Rommel forbi W5 på en af sine endeløse inspektionsrunder langs Normandiets kyst. Han var ikke tilfreds: der var ikke nok hindringer på stranden og ikke nok miner i klitterne. Jahnke forklarede, at han og hans mænd gjorde deres bedste for hele tiden at udbygge stillingen, men Rommel var stadig ikke tilfreds: “Your hands, lieutenant! I want to see your hands!” Jahnke trak sine handsker af, og da Rommel så de arrede og furede hænder, blødte han lidt op: “Very well, lieutenant, the blood you lost building fortifications is as precious as what you shed in combat.” Rommels afskedssalut til Jahnke var: “Keep an eye on each high tide. They surely will come at high tide.”

For det var hvad stort set alle de tyske officerer og befalingshavende troede på. De allierede måtte gøre landgang ved højvande for at kunne sejle så tæt på kysten som muligt, så de undgik at skulle storme hen over en 800 meter bred strand. Og de mange forhindringer i strandkanten ville gøre det hedt for angriberne. Der var miner monteret på pæle, som ville detonere og ødelægge landgangsfartøjerne og der var kraftige stålpigge, som ville flå de små landgangsfartøjer i stykker.

Om morgenen den 6. juni ville det være lavvande, så den 5. juni var Jahnke ikke specielt urolig for den kommende dag. Men luftbombardementerne natten til den 6. juni var voldsommere end normalt og Jahnke kunne høre spredt maskingeværild fra baglandet (fra de spredte kampe mellem tyskere og de amerikanske faldskærmstropper – men det vidste Jahnke jo ikke). Han besluttede derfor at sende en patrulje ud. Halvanden time senere kom den tilbage med 19 fanger: amerikanske faldskærmssoldater, der var sprunget ud fra en helt gal position. Nogle af deres kammerater var sågar landet i havet. Jahnke spærrede dem inde. Lidt senere meddelte hans folk ham, at amerikanerne var nervøse og bad om straks at blive ført væk. Jahnke forstod ingenting: de allierede ville jo komme ved højvande og i morgen var det lavvande!

Ved Omaha Beach mislykkedes luftbombardementet, fordi flyene fløj over skydækket. Men her på Utah Beach fløj flyene under skydækket og deres indsats havde en altødelæggende virkning på bunkerkomplekset W5. Selv i Rusland havde Jahnke ikke oplevet noget lignende. Overalt eksploderede ammunition og angrebet ødelage de to 75 mm kanoner og beskadiget 88 mm. kanonen. Flyene vendte tilbage og denne gang blev også antitankkanonerne ødelagt. Hertil kom døde og sårede blandt Jahnkes personel. Men det var ikke slut endnu, for nu begyndte flåden sit bombardement. I godt og vel 30 minutter haglede det med granater ned over W5. Det meste skyts var nu ødelagt og endnu flere var døde eller sårede.

Da Jahnke fra sin dækning fortumlet rejste sig og så ud over havet så han noget, han ganske enkelt ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestillet – og han mente nok at han på østfronten havde oplevet, hvad der var at opleve ved krig. Op ad vandet dukkede nogle kæmpe stofbeklædte uhyrer op; og da de var fri af vandet sank stofdækkenet ned og afslørede indtil flere amerikanske sherman kampvogne, der straks begyndte at beskyde og ødelægge de tyske stillinger. Jahnke forsøgte desperat at sende en af sine Goliaths afsted mod kampvognene, men wire-mekanismen var blevet ødelagt af de mange eksplosioner. De sidste af Jahnkes tunge våben blev ødelagt og Jahnke selv blev kastet bevidstløs til jorden. Da han vågnede igen, kiggede han ind i mundingen på en amerikansk riffel.

Krigen var slut for Jahnke, der blev overført til hospitalsbehandling i England og senere til krigsfangenskab. Jahnke døde i 1960 i Sønderborg.

Inden landgangen begyndte var de tyske tropper ved W5 overbeviste om, at deres forsvarsstilling kunne modstå ethvert angreb og at de ville være i stand til at kaste en angriber tilbage igen. Men landgangen på Utah kørte efter bogen og fejede al modstand på stranden væk.

Desværre mistede en gruppe amerikanske soldater livet, da begyndte at undersøge de Jahnkes Goliaths miniaturekampvogne. En soldat var lige lovlig overmodig og kastede en håndgranat mod det lille køretøj, uvidende om at det indeholdt store mængder sprængstof. Den voldsomme eksplosion medførte flere dræbte og sårede.

Kilder:

D-day Museum at Utah Beach
Stephen Ambrose, D-Dag
Jakob Sørensen, Operation Overlord

Se skitse over W5

http://www.strandholm.dk/wiederstand5.htm

Bill Millin – The Mad Piper

Hvem spillede rollen som Millin i 'Den længste dag'

Det har længe – også hos mig selv – været en udbredt misforståelse, Millin spillede sig selv i filmen “Den længste dag” fra 1962. Rollen blev dog spillede af Pipe Major Leslie de Laspee, der i 1961 var den engelske dronnings hof sækkepibespiller.

Scenen, hvor Millin spillende marcherer over broen, er nok ikke helt tro mod virkeligheden. Millin skal have fortalt, at han løb over broen på grund af tysk beskydning; og det er ikke muligt at løbe og spille sækkepibe samtidigt.

Bill Millin var 21 år gammel, da han deltog ved landgangen på Sword Beach. Hans funktion: sækkepibespiller.

1. Special Service Brigade lander på Sword QUEEN Red. Bill Millin med rygsæk og sækkepibe. Lord Lovat i vandet lige til venstre for Millin.

Millin var tilknyttet 1. Special Service Brigade som Brigadegeneral Lord Lovats personlige sækkepibespiller. Højere myndigheder havde forbudt sækkepibespillere at spille under kamp. Risikoen for tab var for stor. Dette så Lovat dog stort på. Millin blev derfor beordret til at spille på sin sækkepibe straks det var muligt efter landgangen.

Et meget berømt fotografi taget indefra Lovats og Millins landgangsbåd viser Millin med sin sækkepibe på vej ud i vandet og Lovat i hvid trøje foran allerede i vandet.

Da Millin kom i land, begyndte han straks at spille. Hele tre gange gik han op og ned af stranden spillende på sin sækkepibe i et forsøg på at opmuntre de trængte britere på Sword Beach. Så opdagede han, at de commandosoldater han skulle følges med allerede var på vej mod deres mål: de britiske faldskærmssoldater ved Pegasus Bridge, hvorefter han satte efter dem.

Tyske krigsfanger fra Sword Beach kaldte Millin for The Mad Piper. De undlod direkte at skyde på ham, fordi de mente han var for skør!

Lovat og hans commandosoldater ankom til Pegasus Bridge over middag anført af den sækkepibespillende Millin.

Millin er nu mere end 80 år gammel og sidder i kørestol. Alligevel annoncerede han, at han ville være med 60 års jubilæet på Pegasus Bridge. Han spillede i øvrigt på sin sækkepibe ved Lord Lovats begravelse i 1995.

Kilder:
Artikel fra news.bbc.co.uk
Webside fra www.piperanddrummer.com

Jim Wallwork – svæveflypilot

Staff sergeant Jim Wallwork fra Glider Pilot Regiment var 24 år, da han førte svævefly nr. 1 ind over den franske kyst på vej mod Pegasus Bridge. Sammen med sine kollegaer fra Glider Pilot Regimentet blev han i marts 1944 udpeget til at deltage i en ikke nærmere specificeret opgave. 6 svævefly delt i to grupper på hver 3 fly øvede herefter den landing, der på D-dag skulle få så stor betydning.

Mit møde med Jim Wallwork ved Pegasus Bridge 2. juni 2004

Den 1. juni blev opgaven afsløret for dem og de mødte Major John Howard og hans mænd, som de skulle fragte over kanalen og direkte i kamp. Wallwork og hans co-pilot Ainsworth skulle flyve svæveflyet med Major Howard og lande som det første fly ved Pegasus Bridge.

Opgaven startede kl. 22.45 den 5. juni. Svæveflyene blev trukket op til 6000 fod af Halifax bombefly og satte derefter kursen mod den franske kyst. Kl. 00.07 blev slæbetorvet frigjort og Wallwork og Ainsworth var nu de eneste, der kunne gøre en forskel.

De tre svævefly på vej mod kanalbroen, Pegasus Bridge, skulle flyve sydover forbi broen, foretage 2 højredrej for derefter at komme ind til landing sydfra på den østlige bred. De tre svævefly på vej mod broen over Orne floden skulle flyve direkte mod broen og lande fra nord på den vestlige bred.

Wallwork holdt øje med kursen, højden og hastigheden, Ainsworth styrede stopuret. Efter 3 minutter og 42 sekunder gav Ainsworth ordre til det første højredrej. Wallwork kunne ikke finde landkending, men Ainsworth forsikrede ham om, at de var på rette kurs. Lidt senere gav Ainsworth ordre til det andet højredrej. De fløj nu nordpå og dernede kunne de nu se Caen kanalen.

Mit møde med Jim Wallwork

I forbindelse med 60 års dagen for D-dag den 6. juni 2004 var jeg på rejse i Normandiet. Ved Pegasus Bridge mødte jeg tilfældigt Jim Wallwork.

Han indvilligede i at fortælle mig sin fantastiske historie. Da jeg takkede ham for hans indsats på D-dag og hans fortælling herom, pegede han ud mod kysten og sagde, at hans indsats slet ikke stod mål med de strabadser, de sølandsatte soldater stod igennem.

Nu tænkte Wallwork kun på landingen. Hans største bekymring var disse pæle, tyskerne havde banket i jorden netop for at forhindre landinger som denne. Rommel’s Asparges blev de kaldt. Det gjaldt om at få flyet ind mellem pælene, som godt nok ville rive vingerne af, men flyet i sig selv ville sandsynligvis overleve. Endvidere gik hans bekymring også den bremse-faldskærm, der skulle udløses ved landingen for at sænke farten. Ved udløsningen risikerede han, at flyets næse ville gå i jorden.

Kl. 00.14 gav han mændene i flyet besked om at gøre sig klar. Kl. 00.16 satte Wallwork sit svævefly ned på fransk grund. Landingen blev hård og cockpittet blev næsten knust, men Wallwork fik alligevel flyet ned kun 30 meter fra broen. Mens Howard og hans mænd stormede ud, forsøgte den forslået Wallwork at hjælpe sig selv og Ainsworth ud af flyet.

Resten af natten hjalp Wallwork med at slæbe ammunition til Howards mænd. Mange har senere gjort krav på at være blandt de første allierede invasionssoldater på fransk jord. Selvom om mange forfattere og historikere nok vil hælde til, at Howards folk var blandt de første, insisterer Wallwork ikke på dette. Derimod mener han, at der ikke kan herske tvivl om, at Howards styrke var de første i kamp med tyskerne.

“The greatest feat of flying of the second world war”

— Air Chief Marshal Sir Trafford Leigh-Mallory, Om svæveflypiloternes indflyvning mod Pegasus Bridge

Jim Wallwork deltog senere i Operation Market Garden, hvor han efter landsætningen sluttede sig til de kæmpende faldskærmssoldater. Han var blandt de få, som det lykkedes at slippe ud af den tyske omringning og tilbage til egne linier. Endelig deltog han i den sidste større luftbårne operation, operation Varsity, hvor de vestallierede satte tropper ned øst for Rhinen den 27. marts 1945. Han døde 93 år gammel i 2013.

Kilder:

D-Day in his own words – Flight to Pegasus
Pegasus Archive
Horsa Svævefly
Stephen Ambrose, D-dag
David Howarth, D-dag

Major J. C. A. Roseveare

Til at løse en række sprængningsopgaver fik de regulære infanterister i 6. luftbårne division støtte af ingeniørsoldaterne fra 3 og 591 Parachute Squadrons, Royal Engineers.

Major Roseveare var leder af 3. Parachute Squadrons, Royal Engineers og skulle selv stå i spidsen for en af de vigtigste opgaver: sprængningen af den sydligste af broerne over Dives i den lille by Troarn.

Roseveare landede som planlagt kl. 01.50, men herefter foregik intet som planlagt. De jeeps med trailer, der skulle transportere både mænd og sprængstof, var ikke at finde. Og af sine egne folk fandt han 6 officerer og ca. 40 mand. De regulære infanterister, der skulle beskytte ingeniørsoldaterne under arbejdet, kunne kun mønstre ca. 20 menige, men ingen officerer.

De fik skrabet sammen hvad der var at finde af sprængstoffer og anden udrustning og fik det lastet i nogle små kærrer, der skulle trækkes af folk til fods. Herefter begav de sig på vej. Snart fik de landkending og måtte konstatere, at Troarn lå mere end 10 kilometer væk. At nå byen til fods inden daggry var umuligt! Heldet var dog med dem: en jeep med trailer og en gruppe sanitetsfolk kom forbi. Roseveare beslaglagde jeepen, lossede sanitetsgrejet og læssede jeep og trailer med sprængstoffer og en håndfuld mænd. Med Roseveare bag rattet på den tungt lastede jeep kørte gruppen mod Troarn.

Mindesten for Major Roseveare ved Troan broen over Dives

På vej over en bevogtet jernbaneoverskæring kørte jeepen ind i noget pigtråd. Det tog mere end 20 minutter at få jeepen fri. 20 lange minutter. For en tysk vagtpost var sluppet væk og var måske på vej tilbage med forstærkning. Ved udkanten af byen Troarn sendte Roseveare to mand frem. De stødte ind i en tysk soldat på cykel, som de dræbte med deres maskinpistoler… Hele byen var nu alarmeret. Stadig med Roseveare bag rattet kørte gruppen nu i fuld fart gennem byen. Tyske soldater beskød dem fra alle sider, og englænderne skød igen fra jeepen det bedste de havde lært. Den tungt lastede jeep kæmpede sig videre frem og ud af byen, hvor vejen gik nedad mod broen, og jeepen fik mere fart på. Fremme ved broen tog det kun 5 minutter, så var opgaven løst. Broen ved Troarn var sprængt.

Undervejs gennem byen havde de mistet en mand, der var faldet af jeepen. Han blev taget til fange af tyskerne.

Gruppen satte herefter kursen mod egne linier, som de nåede sidst på eftermiddagen.

Gruppens vilde ridt gennem Troan by er gengivet på et maleri ophængt på The Airborne Troops Museum ved Pegasus Bridge.

Kilder:
Stephen Ambrose, D-Dag
David Howarth, D-Dag
Jakob Sørensen, Operation Overlord
Pegasus Archive: The 6th Airborne Division in Normandy

Le Grand Bunker – Atlantic Wall Museum

Mémorial Pégasus

Merville Battery Museum