Tyskerne havde oversvømmet området bag Utah Beach som led i deres anti-invasionsforanstaltninger. Kun nogle få veje henover smalle diger gav adgang til kysten. Store områder omkring floden Merderet var ligeledes oversvømmet, og endnu større områder kunne sættes under vand ved hjælp af et sindrigt slusesystem styret fra en sluse ved La Barguette. Disse oversvømmelser gav amerikanerne store problemer under nedkastningen.

I områderne nær de amerikanske nedkastninger og nær Utah Beach havde tyskerne stationeret to infanteridivisioner. 709. division var en tredjerangs division, hvis kerne bestod af tidligere veteraner fra østfronten, der ikke længere kunne anvendes der, samt en del Ost-bataljoner, der bestod af mere eller mindre frivillige fra de besatte østeuropæiske lande og Rusland. Den 91. division var en tidligere luftbårne division.

Lidt længere vestover på Contentinhalvøen, men inden for rækkevidde af nedkastningsområdet, lå den 243. division stationeret.

Hertil kom 6. faldskærmsregiment, der var stationeret syd for Carentan. Regimentet var en eliteenhed, som helt og holdent kunne stå mål med de amerikanske luftbårne enheder, og som i dagene efter invasionen kæmpede indædt om specielt byen Carentan.

En stor del af enhederne blev fløjet ind vestfra - henover Contentin halvøen. Dårligt vejr og piloternes undvigemanøvre på grund af heftig antiluftsskyts, som spredte formationerne, bidrog til store problemer med at få landkending. Resultatet blev også for amerikanerne en kaotisk nedkastning, hvor mange led druknedøden i de mange oversvømmede områder. Enkelte enheder blev sågar droppet i havet ud for Utah Beach.

I Landsætningsområdet myldrede det natten igennem med små grupper af faldskærmssoldater, der alle forsøgte at finde deres enheder, ledere og angrebsmål. Soldater fra forskellige enheder måtte finde sammen, ja der er faktisk eksempler på at soldater fra hver sin division fandt sammen om at løse de mange opgaver.

Hvis forvirringen var stor blandt de amerikanske ledere, var den mindst lige stor blandt tyskerne, som ikke kunne danne sig et fornuftigt billede af nedkastningen. Var det her den længe ventede invasion, eller var det blot et natligt raid? Hvor skulle styrkerne dirigeres hen, når der konstant kom nye meldinger om fjendtlige aktioner?

I byen St.-Mère-Eglise blev indbyggerne vækket af kirkeklokkernes bimlen. En brand hærgede på byens torv, og under ledelse af byens borgmester - og under bevogtning af tyske soldater - dannedes kæder, så vand kunne bringes frem til slukningsarbejdet. Så indbyggerne op, kunne de se de mange fly passere. Der skulle ikke havde været kastet soldater ned i byen, men det skete alligevel. Midt under slukningsarbejdet dalede de første faldskærmssoldater ned på byens torv, hvor de straks kom under ild fra de tyske vagtposter. Menig John Steele havde held i uheld. Hans skærm satte sig fast i kirketårnet, hvorefter han hjælpeløs hang fast der. Mens kirkeklokkerne næsten gjorde ham døv, lykkedes det ham at undslippe beskydning ved at spille død. Men fra kirketårnet så han med rædsel på sine kammeraters ulige kamp. To af dem styrede således lige ned i det brændende hus. Besøger man St.-Mère-Eglise i dag, bør man kigge op på kirketårnet - der hænger en faldskærm som minde.

Senere på natten trængte grupper af soldater fra 505. regiment ind i byen, og før daggry kunne chefen for regimentet, oberstløjtnant Krause, hejse det amerikanske flag over byen, som således blev en første større befriede franske byer.

Ved daggry havde enheder fra 82. Luftbårne division yderligere kontrol med hovedvejen mod Cherbourg, og der var etableret forsvarspositioner ved digerne nær floden Merderet vest for St.-Mère-Eglise. Enheder fra 101. Luftbårne division havde sikret sig kontrollen med slusen ved La Barquette, mens andre var godt i gang med at sikre digevejene over det oversvømmede området ud mod Utah Beach og opnå kontakt med de landsatte styrker ved Utah Beach