Kyststrækningen ved Utah Beach adskilte sig markant fra de øvrige landsætningsområder. Bag kysten havde tyskerne ladet et stort område oversvømme, og adgangen til kysten kunne kun ske langs 4 smalle digeveje. Også ved Utah Beach var stranden bred som følge af det kraftige tidevand i området, og mellem stranden og de oversvømmede områder lå rækker af sandklitter.

I operationsplanerne for de amerikanske luftlandsætningen bag Utah indgik det som en væsentlig forudsætning for succes på Utah, at de luftbårne styrker, primært enheder fra 101. luftbårne division, hurtigt fik kontrol med digevejene. Skete dette ikke, risikerede 4. Division at blive fanget på stranden. Et angreb med infanteri og panser henover smalle digeveje, kontrolleret af tyskerne, ville være så godt som umuligt.

Langs Utah Beach var enheder 709. division stationeret. Det var en andenklasses enhed med en høj gennemsnitsalder bestående af 3 infanteriregimenter, støtteenheder og endelig nogle bataljoner af ruslandsfrivillige, hvis loyalitet med rette kunne betvivles i det øjeblik allierede soldater gjorde landgang . Alligevel lå en af disse bataljoner i stillinger ude ved kysten.

De tyske soldaters indsats på D-dag overses tit. Men netop ved Utah Beach er historien om D-dag set fra tysk side ofte gengivet - ja nærmest personificeret i beretningen om Løjtnant Jahnke, der ledte den lille skare på 75 tyskere ved befæstningsanlæg W5 på Utah Beach. Jahnke havde tidligere gjort tjeneste på østfronten, men blev hårdt såret og senere overført til Normandiet. Læs mere om Jahnke i menuen Korte spots til højre.

De tre sydligste delsektorer på Utah var TARE GREEN, UNCLE RED og VICTOR. Det blev besluttet at angribe TARE GREEN og UNCLE RED med 1. og 2. bataljon fra 8. regiment støttet af amfibiske Sherman DD kampvogne fra 70. kampvognsbataljon. Brohovedet skulle etableres ud for digevej 3 nær Les-Dunes-de-Varreville.

Herefter skulle der landsættes ingeniørsoldater fra 1. ingeniørbrigade, der skulle påbegynde rydning af forhindringerne i strandkanten.

Noget usædvanligt for en operation af denne karakter befandt der sig i første bølge sammen med soldaterne i E kompagniet, 2. bataljon, 8. regiment, en højst usædvanlig officer, General Theodore Roosevelt Jr. Han var fætter til Præsident Roosevelt, havde en stor karriere bag sig og var kendt for at omgås sine folk i en uhørt uformel tone.

På D-dag var han assisterende chef for 4. Divisions chef. Og selvom han var 57 år, havde problemer med hjertet, led af gigt og støttede sig til en stok, insisterede han på ikke kun at være blandt sine folk på D-dag, men ligefrem at være foran soldaterne i første bølge. "De vil tænke, at det ikke kan være så slemt, hvis en general kommer med ind", argumenterede han med over sin overordnede.

Under indsejlingen opstod der problemer, fordi 3 af de 4 patruljebåde, der på hver flanke skulle dirigere landgangsstyrken ind det rigtige sted, stødte på miner eller fik anden defekt. Den sidste af bådene sejlede herefter ind mellem de forreste fartøjer i landgangsstyrken, mens chefen ombord i megafon forsøgte at dirigere LCT fartøjerne med de amfibiske Sherman kampvogne. DD kampvognene skulle have været i land som de første, men forvirringen havde sinket dem. Og selvom de blev sat i søen tættere på stranden end planlagt, nåede Higginsbådene med angrebskompagnierne at overhale dem. Infanteristerne blev derfor de første på stranden.

Tabet af patruljebådene kombineret med en meget stærk sydgående strøm havde samtidigt bevirket, at landgangsstyrken langsomt men sikkert styrede mod Utah et par kilometer længere mod syd end planlagt - nærmere bestemt mod La Madeleine og digevej nr. 2, hvor Løjtnant Jahnke og hans folk i støttepunkt W5 forsøgte at samle sig til modstand. Denne navigationsfejl blev dog først opdaget lidt senere.

De tyske forsvarspositioner blev forud for landgangen bombarderet fra både luften og søen. Men i modsætning til fx Omaha gik flyverne ned under skydækket og bombede direkte de tyske stillinger; med et sønderknusende resultat - også ved befæstningsanlæg W5, hvor Løjtnant Jahnke og hans mandskab desperate søgte dækning. Jahnke troede han havde oplevet krig, men dette bombardement overgik alt, hvad han tidligere havde været ude for. Og inden støvet havde lagt sig, begyndte den amerikanske flåde sit nådesløse bombardement, der varede mere end 30 minutter. Herefter var Jahnkes tunge våben ødelagt, han selv og mange af hans mænd var sårede og resten var nærmest ude af stand til at kæmpe.

Og som om dette ikke var nok, så fik Jahnke sig endnu et chok, da han så de amfibiske Shermankampvogne komme sejlende ind mod strandbredden.

Angrebet på Utah Beach gik tilsyneladende efter planen. De første angrebsbølger var landsat, 28 ud af 32 amfibiske kampvogne var nået helskindet ind og kunne yde infanteriet den støtte, de ikke fik på Omaha, og ingeniørsoldaterne var i gang med at bortsprænge de mange forhindringer. Meget hurtigt blev de tyske forsvarere i befæstningsanlæg W5 nedkæmpet, og de første tropper kunne gøre klar til at rykke ind i landet.

Da var det, at General Roosevelt opdagede eller blev bekendtgjort med, at man havde gjort landgang det forkerte sted. Sammen med de to bataljonschefer og deres regimentschef drøftede han situationen i dækning bag en klit på Utah. Skulle han omdirigere de efterfølgende angrebsbølger til det oprindelige sted, eller skulle han sende dem ind på det sted, hvor de første bølger var landsat? Fra deres nuværende position havde styrkerne i øjeblikket kun en digevej (nr. 2) at rykke ind ad (den oprindelige plan indbefattede både digevej 2 og 3). Infanteriet kunne til fods rykke gennem det oversvømmede område, men kampvognene var tvunget til at rykke frem over digevejen, og det kunne ende med at blive en farlig flaskehals, hvis kampvognene blev beskudt af tyskerne. Men valgte han at sende de resterende enheder ind det rigtige sted, ville han miste det nyligt vundne initiativ, og invasionsstyrken måtte igennem endnu en landgang.

Roosevelt besluttede med de berømte ord: "We'll start the war from here!" at fortsætte, hvorfra han var landet, og kort efter bevægede tropperne sig ind i landet (Roosevelt blev en legende med disse ord, men regimentschefen oberst Van Fleet hævder nu, at det var ham der gav ordren om at rykke ind i landet (Fra Ambrose, D-dag, side 294)).

Kl. 11.10 blev første kontakt med de luftbårne enheder fra 101. division etableret nær landsbyen Pouppeville, der ligger for enden af digevej 1. Det var kaptajn George Mabry, stabsofficer ved 2. bataljon, 8. regiment, der anførte fortroppen. Det havde været Mabrys store ønske at være blandt de forreste, men at han var nået så langt, var nok lidt heldigt, for han havde taget en stor del turen alene og gennem et minefelt. Han blev første officer, der hilste på chefen for 101. division, general Taylor, i Pouppeville.

Inden middag var endnu to digeveje under amerikansk kontrol, og tropperne havde yderlige opnået kontakt med faldskærmssoldaterne fra 101. luftbårne division først i St. Marie-du-Mont.

Ved midnat var mere end 20.000 soldater og 1.700 køretøjer landsat med så få tab som 300 døde og sårede.

For sin indsats på Utah Beach modtog General Roosevelt Medal of Honor. Han døde af et hjerteslag den 12. juli 1944 - samme dag, han blev udpeget som chef for 90. Division. Han er begravet på den amerikanske kirkegård ved Colleville-sur-Mer.

Hvad Løjtnant Jahnke angår, så blev hårdt såret ført til England. Efter krigen har han besøgt det tidligere befæstningsanlæg W5, hvor The Utah Beach Landing Museum i dag ligger.