Startside Landgangen Seværdigheder Baggrundsstof Links & Litteratur Om webstedet
Op
Billedgalleri

Brecourt Manor
Azeville
St. Marcouf
Billedgalleri

Brecourt Manor

Brecourt Manor set fra vejen, når man ankommer fra vejen mellem St. Marie-Du-Mont og Utah Beach. Kanonstilling lå på marken til højre for gården (06.2004)

Brecourt Manor er i dag et kendt sted takket være TV-serien Kammerater i krig, der er baseret på Stephen Ambrose's dokumentariske bog af samme navn om mændene i E-kompagniet, 506. faldskærmsregiment, 101. faldskærmsdivision. Bogen, der blev til efter mange samtaler med veteraner fra E-kompagniet, giver et dybtgående indblik i de strabadser, soldaterne måtte igennem, før krigen sluttede.

Brecourt Manor var og er en større landejendom lidt nord for St. Marie-Du-Mont nær den lille by Le Grand-Chemin. På en mark lige overfor gården var et tysk 105 mm batteri gået i stilling. Batteriet udgjorde en direkte trussel mod enhederne fra 4. Division på vej fra stranden ind mod St. Marie-du-Mont ad digevej nr. 2 (den nuværende D913). De tyske artillerister havde fået nærforsvarsstøtte fra en deling infanterister med maskingeværer.

Om morgenen på D-dag ved 7-tiden ankommer Løjtnant Winters til Le Grand-Chemin, hvor 2. bataljon er ved at samles. E-kompagniet er spredt for alle vinde; kun et dusin folk er umiddelbart at finde. Området er under beskydning af det tyske batteri nær Brecourt Manor, og det bliver Winters, der får ordre til at nedkæmpe batteriet. Han samler sine folk, giver ordre til kun at medbringe ammunition og sprængstof, hvorefter Winters med 11 mand begiver sig afsted. I ly af de levende hegn nordøst for det tyske batteri går gruppen i stilling. Winters opstiller 2 maskingeværer til at give dækningsild og opdeler resten af gruppen i to angrebshold.

Gruppen nedkæmper først det tyske maskingevær mellem 1. og 2. kanon. Herefter nedkæmpes 1. kanon, derefter 2. og 3. kanon. Kampen foregår i netværket af skyttegrave mellem kanonerne og under heftig maskingeværild fra de tyske infanterister. I mellemtiden er en håndfuld mænd fra D-kompagniet ankommet, og de nedkæmper den 4. og sidste kanon. Herefter trækker Winters sine folk tilbage. Ved 2. kanon fandt Winters i øvrigt kort og dokumenter, der viste samtlige tyske kanonstillinger i hele området.

De samlede amerikanske tab var 4 dræbte (heraf 1 fra E-kompagniet) og 2 sårede. Winters folk havde foruden at ødelægge alle 4 kanoner dræbt 15 tysker, såret mange flere og taget 12 fanger.

I følge TV-serien Kammerater i Krig blev Winters angreb efterfølgende et skoleeksempel på et sådant angreb i undervisningen af amerikanske officerer.

Efterspil

Tyskerne blev dog ikke slået tilbage fra Brecourt Manor. Først senere på dagen og med hjælp fra nogle Sherman kampvogne blev Brecourt Manor indtaget. Da familien Vallavielle, far og mor samt de unge sønner Louis og Michel, kom ud på gårdspladsen sammen med et par tyskere, der ville overgive sig, misforstod en amerikansk soldat situationen. Han troede Michel var tysker eller kollaboratør og skød ham i ryggen. Michel blev som den første franskmand evakueret til hospitalsbehandling i England. Senere blev han borgmester i St. Marie-Du-Mont og grundlagde museet ved Utah Beach. Han døde i 1992 og det er nu hans søn Charles Vallevielle, der er direktør på museet.

Brecourt Manor i dag

Der er ingen synlige spor efter kampene i dag, men marken med dens levende hegn findes stadig, og går man rundt på stedet er det let at forestille sig, hvordan træfningen fandt sted. Der er tale om privat område, så spørg om lov først.

Fra St. Marie-du-Mont kører du ad D913 mod La Madelaine (Utah Beach). Efter ca. 1,5 km drejer du til venstre ad D14. Efter ca. 800 m. drejer du igen til venstre. Et vejskilt peger muligvis mod Brecourt. Følg vejen og efter ca. 7-800 meter ankommer du til Brecourt Manor. Gården ligger helt ud til vejen på venstre side og marken, hvor det tyske batteri lå i stilling, ligger umiddelbart til højre overfor gården.

Kilder:

bulletStephen Ambrose, Kammerater i krig og TV-serien af samme navn
bulletBrecourtAssault.com
bulletEget besøg

Til sidetop

Startside Landgangen Seværdigheder Baggrundsstof Links & Litteratur Om webstedet
Webmaster