“I have nothing to offer but blood, toil, tears and sweat”
Sergent Hyman Hass var sektionsfører i A batteriet, 467th Anti-Aircraft Artillery Automatic Weapons Battalion (Self-Propelled) – 467th AAA AW Bn (SP) – en selvkørende anti-luftskytsbataljon. Som sektionsfører havde han kommandoen over en M-16 Halftrack monteret med et firling 12,7 mm anti-luftskyts maskingevær og en bemanding på 5 mand samt en M-15 Halftrack monteret med en 37 mm anti-luftskyts kanon og to 12,7 mm maskingeværer og en bemanding på 7 mand.
Den selvkørende enhed 467th AAA AW Bn (SP) bestod af 3 kanonbatterier A-C samt et stabsbatteri. Hvert kanonbatteri bestod af en stabssektion samt 2 delinger med hver 4 sektioner. I en sektion på 12 mand indgik en M-16 Halftrack monteret med et firling 12,7 mm anti-luftskyts maskingevær samt en M-15 Halftrack monteret med en 37 mm anti-luftskyts kanon og to 12,7 mm maskingeværer.467th AAA AW Bn (SP)Anti-luftskytsenheder bestod normalt af trukne kanoner, som det tog tid at opstille og nedtage. Hæren ønskede nogle mere mobile enheder og opstillede derfor en række anti-luftskytsenheder, hvor skytset var placeret på de såkaldte halftracks.
Bataljonen var på D-dag knyttet til 29. division og skulle gøre landgang H+120 i sektorene Easy Green, Dog Red, Dog White og Dog Green. Enheden blev sejlet over kanalen og landsat direkte på stranden fra LCT fartøjer – en deling i hver LCT. Forud for bataljonens landsætning skulle en række artillerienheder have været landsat fra de amfibiske DUKW lastbiler. Men den hårde sø gjorde det af med mange af DUKW køretøjerne, så da bataljonen begyndte landgang kl. 08.30 – kort før al yderligere landgang midlertidigt blev stoppet på grund af det tiltagende kaos – vakte det naturligvis stor glæde hos de trængte infanterister at se tunge våben komme dem til undsætning.
Hyman Haas’ sektion kom godt i land; nærmere Easy Red end Easy Green. Da det tyske luftvåben jo nærmest ikke var tilstede på D-dag, indså mændene i anti-luftskytsbataljonen hurtigt, at de måtte omstille sig til at beskydel jordmål. For Hyman Haas var problemet imidlertid, at hans 37 mm kanon ikke i fremadrettet stilling umiddelbart kunne sænkes tilstrækkeligt til at kunne beskyde jordmål på grund af oppakning, der var spændt fast. Så da en officer kom løbende og bad om hjælp til at bekæmpe en tysk kanonstilling på et forbjerg 300 meter væk, beordrede han sin sektion til at bakke ud i havet igen for at få kanonen sænket tilstrækkeligt til at kunne ramme bunkeren. Herefter tog han sigte med sin 37 mm kanon og affyrede 10-15 skud, hvoraf de fleste gik gennem åbningen og eksploderede inde i bunkeren. Samtidig hamrede firlinge maskingeværet på den anden halftrack også løs på bunkeren. Herefter var bunkeren tavs.
Senere da enheder havde fået kæmpet sig gennem Exit E-1, kunne Hyman Haas og hans sektion følge dem trop.
Da jeg besøgte Normandiet i forbindelse med 60 års jubilæet kendte jeg kun til episoden, som den er beskrevet i David Howarts mere end 40 år gamle bog D-dag. I bogen fortælles det ikke, at Hyman Haas tilhørte 467th AAA AW Bn (SP), ej heller at episoden fandt sted ved Exit E-1 nær Saint-Laurent-sur-Mer/Le Ruquet. Så da jeg besøgte stedet ved Exit E-1, forbandt jeg ikke mindepladen på bunkeren med Hyman Haas’ historie. Stor var min overraskelse derfor, da jeg ved bunkeren mødte tidligere sergent Dale Estes. Han fortalte mig, at han havde været sektionsfører i 467th AAA AW Bn (SP) og at en af hans kollegaer havde neutraliseret bunkeren. Så kunne jeg pludselig huske historien.
Dale Estes var selv sektionsfører i C batteriet. Han fortalte med gru i stemmen om en frygtelig blodig landgang, hvor han på kort tid mistede 3 mand. Estes deltog i hele det allierede felttog i Vesteuropa frem til krigens afslutning i maj 45. Han blev såret flere gange og modtog Purple Heart. Sammen Hyman Haas deltog han i 1994 ved opsætningen af mindepladen på bunkeren, som Haas neutralierede på D-dag.
Dale Estes har brugt en stor del af sit liv på at holde foredrag om sine oplevelser og om livet som aktiv frontsoldat. Hans far var veteran fra Første Verdenskrig og hans søn er veteran fra Vietnam.
På D-dag mistede 467th AAA AW Bn (SP) godt og vel halvdelen af sit materiel og man havde 20% dræbte og sårede.
Kilder:
David Howarth, D-Dag
Scenen, hvor Millin spillende marcherer over broen, er nok ikke helt tro mod virkeligheden. Millin skal have fortalt, at han løb over broen på grund af tysk beskydning; og det er ikke muligt at løbe og spille sækkepibe samtidigt.
Bill Millin var 21 år gammel, da han deltog ved landgangen på Sword Beach. Hans funktion: sækkepibespiller.
Millin var tilknyttet 1. Special Service Brigade som Brigadegeneral Lord Lovats personlige sækkepibespiller. Højere myndigheder havde forbudt sækkepibespillere at spille under kamp. Risikoen for tab var for stor. Dette så Lovat dog stort på. Millin blev derfor beordret til at spille på sin sækkepibe straks det var muligt efter landgangen.
Et meget berømt fotografi taget indefra Lovats og Millins landgangsbåd viser Millin med sin sækkepibe på vej ud i vandet og Lovat i hvid trøje foran allerede i vandet.
Da Millin kom i land, begyndte han straks at spille. Hele tre gange gik han op og ned af stranden spillende på sin sækkepibe i et forsøg på at opmuntre de trængte britere på Sword Beach. Så opdagede han, at de commandosoldater han skulle følges med allerede var på vej mod deres mål: de britiske faldskærmssoldater ved Pegasus Bridge, hvorefter han satte efter dem.
Tyske krigsfanger fra Sword Beach kaldte Millin for The Mad Piper. De undlod direkte at skyde på ham, fordi de mente han var for skør!
Lovat og hans commandosoldater ankom til Pegasus Bridge over middag anført af den sækkepibespillende Millin.
Millin er nu mere end 80 år gammel og sidder i kørestol. Alligevel annoncerede han, at han ville være med 60 års jubilæet på Pegasus Bridge. Han spillede i øvrigt på sin sækkepibe ved Lord Lovats begravelse i 1995.
Kilder:
Artikel fra news.bbc.co.uk
Webside fra www.piperanddrummer.com
Staff sergeant Jim Wallwork fra Glider Pilot Regiment var 24 år, da han førte svævefly nr. 1 ind over den franske kyst på vej mod Pegasus Bridge. Sammen med sine kollegaer fra Glider Pilot Regimentet blev han i marts 1944 udpeget til at deltage i en ikke nærmere specificeret opgave. 6 svævefly delt i to grupper på hver 3 fly øvede herefter den landing, der på D-dag skulle få så stor betydning.
Den 1. juni blev opgaven afsløret for dem og de mødte Major John Howard og hans mænd, som de skulle fragte over kanalen og direkte i kamp. Wallwork og hans co-pilot Ainsworth skulle flyve svæveflyet med Major Howard og lande som det første fly ved Pegasus Bridge.
Opgaven startede kl. 22.45 den 5. juni. Svæveflyene blev trukket op til 6000 fod af Halifax bombefly og satte derefter kursen mod den franske kyst. Kl. 00.07 blev slæbetorvet frigjort og Wallwork og Ainsworth var nu de eneste, der kunne gøre en forskel.
De tre svævefly på vej mod kanalbroen, Pegasus Bridge, skulle flyve sydover forbi broen, foretage 2 højredrej for derefter at komme ind til landing sydfra på den østlige bred. De tre svævefly på vej mod broen over Orne floden skulle flyve direkte mod broen og lande fra nord på den vestlige bred.
Wallwork holdt øje med kursen, højden og hastigheden, Ainsworth styrede stopuret. Efter 3 minutter og 42 sekunder gav Ainsworth ordre til det første højredrej. Wallwork kunne ikke finde landkending, men Ainsworth forsikrede ham om, at de var på rette kurs. Lidt senere gav Ainsworth ordre til det andet højredrej. De fløj nu nordpå og dernede kunne de nu se Caen kanalen.
Han indvilligede i at fortælle mig sin fantastiske historie. Da jeg takkede ham for hans indsats på D-dag og hans fortælling herom, pegede han ud mod kysten og sagde, at hans indsats slet ikke stod mål med de strabadser, de sølandsatte soldater stod igennem.
Nu tænkte Wallwork kun på landingen. Hans største bekymring var disse pæle, tyskerne havde banket i jorden netop for at forhindre landinger som denne. Rommel’s Asparges blev de kaldt. Det gjaldt om at få flyet ind mellem pælene, som godt nok ville rive vingerne af, men flyet i sig selv ville sandsynligvis overleve. Endvidere gik hans bekymring også den bremse-faldskærm, der skulle udløses ved landingen for at sænke farten. Ved udløsningen risikerede han, at flyets næse ville gå i jorden.
Kl. 00.14 gav han mændene i flyet besked om at gøre sig klar. Kl. 00.16 satte Wallwork sit svævefly ned på fransk grund. Landingen blev hård og cockpittet blev næsten knust, men Wallwork fik alligevel flyet ned kun 30 meter fra broen. Mens Howard og hans mænd stormede ud, forsøgte den forslået Wallwork at hjælpe sig selv og Ainsworth ud af flyet.
Resten af natten hjalp Wallwork med at slæbe ammunition til Howards mænd. Mange har senere gjort krav på at være blandt de første allierede invasionssoldater på fransk jord. Selvom om mange forfattere og historikere nok vil hælde til, at Howards folk var blandt de første, insisterer Wallwork ikke på dette. Derimod mener han, at der ikke kan herske tvivl om, at Howards styrke var de første i kamp med tyskerne.
“The greatest feat of flying of the second world war”
Jim Wallwork deltog senere i Operation Market Garden, hvor han efter landsætningen sluttede sig til de kæmpende faldskærmssoldater. Han var blandt de få, som det lykkedes at slippe ud af den tyske omringning og tilbage til egne linier. Endelig deltog han i den sidste større luftbårne operation, operation Varsity, hvor de vestallierede satte tropper ned øst for Rhinen den 27. marts 1945. Han døde 93 år gammel i 2013.
Kilder:
Til at løse en række sprængningsopgaver fik de regulære infanterister i 6. luftbårne division støtte af ingeniørsoldaterne fra 3 og 591 Parachute Squadrons, Royal Engineers.
Major Roseveare var leder af 3. Parachute Squadrons, Royal Engineers og skulle selv stå i spidsen for en af de vigtigste opgaver: sprængningen af den sydligste af broerne over Dives i den lille by Troarn.
Roseveare landede som planlagt kl. 01.50, men herefter foregik intet som planlagt. De jeeps med trailer, der skulle transportere både mænd og sprængstof, var ikke at finde. Og af sine egne folk fandt han 6 officerer og ca. 40 mand. De regulære infanterister, der skulle beskytte ingeniørsoldaterne under arbejdet, kunne kun mønstre ca. 20 menige, men ingen officerer.
De fik skrabet sammen hvad der var at finde af sprængstoffer og anden udrustning og fik det lastet i nogle små kærrer, der skulle trækkes af folk til fods. Herefter begav de sig på vej. Snart fik de landkending og måtte konstatere, at Troarn lå mere end 10 kilometer væk. At nå byen til fods inden daggry var umuligt! Heldet var dog med dem: en jeep med trailer og en gruppe sanitetsfolk kom forbi. Roseveare beslaglagde jeepen, lossede sanitetsgrejet og læssede jeep og trailer med sprængstoffer og en håndfuld mænd. Med Roseveare bag rattet på den tungt lastede jeep kørte gruppen mod Troarn.
På vej over en bevogtet jernbaneoverskæring kørte jeepen ind i noget pigtråd. Det tog mere end 20 minutter at få jeepen fri. 20 lange minutter. For en tysk vagtpost var sluppet væk og var måske på vej tilbage med forstærkning. Ved udkanten af byen Troarn sendte Roseveare to mand frem. De stødte ind i en tysk soldat på cykel, som de dræbte med deres maskinpistoler… Hele byen var nu alarmeret. Stadig med Roseveare bag rattet kørte gruppen nu i fuld fart gennem byen. Tyske soldater beskød dem fra alle sider, og englænderne skød igen fra jeepen det bedste de havde lært. Den tungt lastede jeep kæmpede sig videre frem og ud af byen, hvor vejen gik nedad mod broen, og jeepen fik mere fart på. Fremme ved broen tog det kun 5 minutter, så var opgaven løst. Broen ved Troarn var sprængt.
Undervejs gennem byen havde de mistet en mand, der var faldet af jeepen. Han blev taget til fange af tyskerne.
Gruppen satte herefter kursen mod egne linier, som de nåede sidst på eftermiddagen.
Gruppens vilde ridt gennem Troan by er gengivet på et maleri ophængt på The Airborne Troops Museum ved Pegasus Bridge.
Kilder:
Stephen Ambrose, D-Dag
David Howarth, D-Dag
Jakob Sørensen, Operation Overlord
Pegasus Archive: The 6th Airborne Division in Normandy