Dropzonerne for 6. luftbårne division lå klemt inde mellem floderne Dives mod øst og Orne mod vest. Store områder omkring Dives var oversvømmede og kun 5 broer muliggjorde passage med køretøjer. Kunne broerne over Dives ødelægges, ville floden og oversvømmelserne udgøre en naturlig hindrelinie for tyske styrker stationeret mod øst, fx 711. division.

Skovområder øst for byen Ranville udgjorde på lignende vis et fortræffeligt hindreterræn til fordel for de let udrustede luftbårne enheder, der skulle forberede et forsvar mod et modangreb fra syd og sydøst fra fx tyske 21. panzerdivision.

Broerne over Caen-kanalen og floden Orne måtte derimod indtages intakte for at sikre forbindelsen til allierede styrker landsat på Sword Beach.

Ligesom ved de øvrige engelske landsætningsområder bestod de tyske forsvarsstyrker primært af enheder fra 716. division,. Længere sydpå i området omkring Caen var den stærke og mobile 21. panzerdivision stationeret. Det var primært et modangreb fra denne division, de luftbårne enheder skulle forsvare sig imod.

Mod vest på den anden side af floden Dives lå 711. division stationeret.

Nær byen Franceville-Merville havde tyskerne bygget et kystbatteri bestående af fire 150 mm. kanoner. Batteriet udgjorde en trussel mod landgangen ved Sword Beach, og derfor skulle britiske enheder angribe og ødelægge det i løbet af natten.

I områder, som tyskerne havde vurderet som værende velegnede til luftlande operationer med svævefly, havde de i stor stil opstillet rækker af tætstående pæle - de såkaldte "Rommels Asparge". Ideen var, at svæveflyene ville blive smadret mellem pælene ved landing. Piloterne på svæveflyene vendte derimod dette til deres fordel ved at forsøge landing parallelt og mellem rækkerne af pæle, således at kun vingerne blev revet af.

6. britiske luftbårne divisions samlede operationer gik under kodeordet "Operation Tonga".

Kl. 00.20 angriber og erobrer Major Howards styrke broerne over Caen kanalen og floden Orne. Stifindere fra 22. Independent Parachute Company nedkastes og begynder markering af dropzoner.

Kl. 00.50 landsættes 3. luftbårne brigade (8., 9. og 1. canadiske bataljon) og 5. luftbårne brigade (7., 12. og 13 bataljon) med faldskærm. 5. luftbårne brigades opgave består primært i at sikre og klargøre landingsområder nord for Ranville til de efterfølgende forstærkninger, der ankommer med svævefly, samt at forstærke Major Howards styrke ved Pegasus Bridge (7. bataljon). 3. luftbårne brigades opgave bliver at ødelægge Merville batteriet (9. bataljon) samt at ødelægge broerne over floden Dives.

Kl. 03.20 ankommer Divisionschefen General Gale med sin stab samt tungt udstyr i svævefly.

kl. 21.00 på D-dag ankommer hovedparten af 6. luftlande brigade med svævefly.

Nedkastningen blev kaotisk på grund af dårligt vejr, og fordi flyverne måtte gennemføre kraftige undvigemanøvre på grund af det tyske antiluftskyts. Problemerne begyndte allerede med nedkastningen af stifinderne, der skulle lysmarkere dropzonerne for resten af hovedstyrken. Ikke alle dropzoner blev derfor markeret - og nogle endda det forkerte sted.

Hovedstyrken blev spredt for alle vinde. Mange faldskærmssoldater ramte ned i sumpområderne og druknede - trukket ned af deres tunge oppakning. Alligevel lykkedes det grupper af soldater at samles og løse de vigtige opgaver. Broen over Caen-kanalen, i dag kaldet Pegasus Bridge, og dens nabobro blev indtaget intakte, Merville Batteriet blev ødelagt og broerne over Dives blev alle sprængt, hvormed tyskerne blev forhindret i at sende forstærkninger ad den vej.

Følgende beretning giver et godt indtryk af den kaotiske situation. Et hold ingeniørsoldater, der skulle sprænge en bro over Dives, blev landsat det forkerte sted. Det tog gruppen 7 timer at forskyde gennem det oversvømmede terræn, før de nåede broen og kunne konstatere, at den var sprængt af en enlig sergent. Han var tilfældigt havnet der og havde lånt noget sprængstof hos en gruppe canadiere, der ligesom han selv var havnet der ved en tilfældighed.

Lige i hælene på faldskærmssoldaterne ankom 65 Horsa og 4 Hamilcar svævefly med tungt udstyr. 12. og 13. bataljon havde fået ryddet en primitiv landingsplads, så svæveflyene kunne komme sikkert ned medbringende de vigtige antitank-våben. Sammen med svæveflyene ankom divisionens chef, Generalmajor Richard Gale, som straks rykkede til byen Ranville, hvor han oprettede sit hovedkvarter og fik igangsat etableringen af forsvaret mod syd. Ranville blev den første større befriede franske by.

Man kan undre sig over, at en nærmest mislykkedes nedkastning alligevel kunne få et heldigt udfald. Hvordan kan det være, at tyskerne ikke effektivt kunne svare igen? En væsentlig forklaring er, at nedkastningen også for tyskerne så kaotisk ud. De tyske øverstkommanderende kunne dårligt disponere deres styrker, når meldingerne om nedkastninger var så sporadiske og ofte modsigende. Forvirringen i den tyske stab kom englænderne til gavn.

Som forstærkning til de engelske faldskærmsenheder ankom i løbet af D-dag enheder fra 1. Special Service Brigade (No. 3 og 6 Commando samt no. 45 Royal Marine Commando) under brigadegeneral Lord Lovats ledelse. Disse kommandotropper var blevet landsat på Sword Beach og havde straks efter påbegyndt marchen mod de engelske faldskærmssoldater. I spidsen for de længe ventede forstærkninger marcherede Lovats trofaste følgesvend sækkepibespilleren Bill Millin, der med sine toner opmuntrede englænderen og fik tyskerne til at ryste på hovedet.