De allierede havde brug for en havn til at få landsat mandskab og materiel i store mængder, når først kampen om brohovedet var overstået. Den nærmeste større og brugbare havn var Cherbourg, men den lå for langt væk til at kunne erobres inden for kort tid. Derfor byggede man to kunstige havne som samlesæt, der kort efter D-dag skulle bugseres over kanalen for at blive samlet på Normandiets kyst.

“They must float and up and down with the tide. The anchor problem must be mastered. Let me have the best solution worked out. Don’t argue the matter. The difficulties will argue for themselves”

Historien om de kunstige havne fortælles til fulde og levende på The Landing Museum i Arromanches, hvor man også kan resterne af havnen. Et andet godt sted at se havnen er ved Asnelles.

Indtil havnene var på plads måtte alt materiel og udrustning sejles ind direkte på kysten ved de fem landsætningssteder. Og for at sikre nogenlunde rolige vande nær de fem kyststrækninger, sænkede man hvert sted et stykke ude i havet en række udtjente skibe. Denne række af skibe, Gooseberries, fungerede herefter som bølgebrydere.

Tankerne om kunstige havne kom fra Winston Churchill, som allerede i 1942 fremlagde ideen. Og det at få dem bygget var en formidabel ingeniørmæssig bedrift, som det lykkedes at holde hemmelig for tyskerne.

Der er stor forskel på flod/ebbe i Normandiet. De kunstige havne måtte konstrueres, så de kunne anvendes uafhængigt af denne tidevandsforskel. Resultatet blev havne med flydende moler, der kunne bevæge sig op og ned sammen med tidevandet.

Yderst ude i havet etablerede man en række bølgebrydere i form af flydende ståltanke fastgjort med wire til bunden. Det inderste af havnen blev omkranset af andre bølgebrydere bestående af kæmpestore betonkasser, kaldet Phoenix, samt rækken af de sænkede udtjente skibe, Gooseberries. De største Phoenix var 60 meter lange, 15 meter brede og 18 meter høje og vejede 6.000 ton. Knap 150 Phoenix blev bygget og bugseret over kanalen. Efter at være blev bugseret på plads, åbnede man en ventil i bunden, hvorefter Phoenix'en langsomt sank i takt med havvandets indtrængende.

De flydende moler var fastgjort til stolper banket ned i bunden og kunne således følge med tidevandet op og ned. Molerne lå så langt ude, at der altid var vand nok til, at de store skibe kunne lægge til. Fra molerne og ind til land etableredes pontonbroer.

De to havne blev bygget ved Omaha Beach - Mulberry A - og ved byen Arromanches - Mulberry B - indenfor den britiske Gold sektor. Uheldigvis ødelagde en voldsom storm mellem den 19. og den 21. juni totalt havnen ved Omaha Beach, mens havnen ved Arromanches overlevede; stærkt beskadiget, men dog til at genopbygge med overskydende materialer fra bla. havnen ved Omaha. Ødelæggelserne betød kun en midlertidig forsinkelse af operationerne, fordi styrkerne i stedet fik forsyningerne leveret direkte på stranden.

I gennemsnit blev der losset mellem 6.000 og 7.000 tons gods ved Mulberry B. I alt blev ca. 35% af den totale mængde gods til de britiske styrker losset ved Mulberry B, ca. 25% af det britiske personel blev landsat der og ca. 17% af af den samlede mængde køretøjer blev landsat der. Se detaljerede diagrammer herom på http://www.ibiblio.org/hyperwar/ETO/Overlord/MulberryB/index.html

Mulberry B - også kaldet Port Winston - forblev i funktion frem til 19. november 1944.