I Normandiet havde tyskerne følgende enheder til rådighed i bestræbelserne på at forhindre en allieret landgang.

De tyske enheder i Normandiet var en mærkelig samling. Infanteridivisionerne manglede for de flestes vedkommende mobilitet; skulle man flytte sig, måtte det ske til fods eller på cykel. Mange af deres våben var erobrede våben og gennemsnitsalderen var høj, ofte over 30 år. Hertil kom, at en stor del af personellet ofte var forflyttet fra østfronten, hvor strabadserne der var mere end de kunne klare. Endelig indgik der ofte en eller to af de såkaldte østbataljoner i divisionens regimenter. Loyaliteten over for den tyske hær hos disse enheder, der var sammensat af "frivillige" fra de besatte lande i østeuropa, kunne i høj grad betvivles. Enhedernes kampvilje kunne ligge et meget lille sted, og mange overgav sig straks, blot de så skyggen af en allieret soldat.

En særlig undtagelse i dette billede var 6. faldskærmsregiment, der var en decideret eliteenhed.

Panserdivisionerne havde godt nok en langt højere grad af mobilitet, yngre personel og bedre våben, men mangel på brændstof gjorde det vanskeligt at gennemføre uddannelse og øvelser.

Oveni alt dette kom så, at enhederne ofte brugte langt mere tid og energi på at udbygge Atlantvolden end på at træne. Selv personel fra 21. panserdivision måtte deltage i arbejdet med at hamre pæle - "Rommel-asparges" - i jorden som værn mod svæveflylandsætninger.

Denne division var på D-dag stationeret øst for floden Dives. Det var en ualmindelig svag og stationær division med kun to infanteriregimenter og et reduceret artilleriregiment udrustet udelukkende med erobret kanoner. Gennemsnitsalderen for mandskabet var omkring 35 år. Trods de britiske angreb mellem floderne Orne og Dives kom divisionen kun lidt i kamp. Tyskerne sendte i stedet den stærkere og mere mobile 346. infanteridivision gennem 711. divisions område i kamp mod briterne.

I modsætning til de fleste andre enheder i området var 21. panserdivision en stærk, mobil og til dels kampvant enhed, der havde deltaget i Afrikafelttoget, hvor den dog var blevet ilde tilredt. Frem mod juni 1944 var den langsomt blevet genopbygget, men enhederne manglede træning, blandt andet fordi divisionen havde brugt megen tid på at flytte rundt. I divisionen indgik et kampvognsregiment, to delvist motoriserede infanteriregimenter, 125. og 192. (den ene af hvert regiments to bataljoner var udstyret med half-tracks), et motoriseret artilleriregiment samt motoriserede antitank-enheder (bla. udrustet med den frygtede 88 mm kanon) og antiluftskyts-enheder. Divisionen var fuldtallig med godt 17.000 mand.

Divisionen var stationeret omkring Caen, men modtog først meget sent på D-dag ordre om at rykke frem mod det allierede brohoved, bla. fordi enheden ikke var under Rommels direkte kommando. Havde divisionen tidligere modtaget denne ordre kunne den have udgjort langt større vanskeligheder for briterne og canadierne end tilfældet blev. Enheder fra divisionen kæmpede mod de britiske faldskærmstropper og det lykkedes desuden enheder fra 192. infanteriregiment at nå helt frem til kysten mellem Sword og Juno Beach om eftermiddagen på D-dag. De måtte dog hurtigt trække sig tilbage.

716. infanteridivision havde den næsten håbløse opgave at skulle bemande det meste af kystforsvaret langs de tre britiske landgangsområder og delvist stå for forsvaret af kysten ved Omaha Beach. Selvom divisionen havde støtte fra diverse artilleri- og antitankenheder, herunder egentlige kystbatterier, der ofte var bemandede med personel fra flåden, var divisionen blandt de dårligst udrustede og trænede enheder.

I divisionen indgik to infanteriregimenter: 726. og 736, et artillerregiment, en ingeniørbataljon samt en bataljon med antitank- og antiluftskytsenheder. På D-dag talte divisionen ca. 7.700 mand, hvilket var langt under standard. Bedre blev det ikke, at der i divisionen indgik tre øst-bataljoner.

Det var en stationær division; enkelte kompagnier var dog udrustet med cykler. Heller ikke artilleriet var motoriseret. Hertil skal så lægges, at dens regimenter og kompagnier var spredt over et stort område. Skulle enhederne have en reel chance for at kaste de allierede angribere tilbage i havet, krævede det hurtigt forstærkninger fra langt bedre og mere mobile enheder i baglandet.

Divisionschefen General Ritcher havde hovedkvarter i en underjordisk bunker i Caen, hvor der i dag er opført det store og moderne museum om krig og fred i Europa.

352. division var en division på fuld styrke med mere end 12.000 mand. Der indgik tre infanteriregimenter, 914., 915. og 916., et artilleriregiment, en bataljon med antitank- og antiluftskytsenheder samt en ingeniørbataljon.

Først få dage før D-dag, blev de øverste chefer i den allierede styrke underrettet om, at 352. division var blevet flyttet til Normandiet. 916. regiment lå bag Omaha og gav her amerikanerne alvorlige vanskeligheder, 914. lå nær Isigny og 915. lå i reserve syd for Bayuex.

352. division blev opstillet på resterne af en division fra østfronten og suppleret med helt unge mænd uden kamperfaring. Halvdelen af officererne var østfrontveteraner, resten var uerfarne og langt fra alle underofficersposter var besatte på grund mangel på kvalificeret folk. Divisionens mandskab deltog i stort omfang i udbygningen af invasionsforsvaret, så det blev kun til øvelser i et lille omfang. Dette til trods var 352. division en langt mere mobil og slagkraftig enhed sammenlignet med 716. division.

Divisionen kunne have budt de allierede på mere modstand, hvis ikke et par fejltrin og knap så gode vurderinger havde villet det anderledes. Kl. ca. 03.00, natten til D-dag, blev 915. regiment der lå i beredskab omkring Bayeux alarmeret og sendt mod Carentan for at tage kampen om mod en allieret luftlandsætning der. Dette var ikke korrekt, hvorfor enheden returnerede, men da var det for sent. Briterne på Gold var i land.

Samtidig fastholdt tyskerne 914. regiment i området nær Pointe-du-Hoc, hvor de amerikanske rangers angreb kystbatteriet på toppen af klippen. Set i bakspejlet må det nok siges at være en fejlvurdering at afsætte en styrke af regimentsstørrelse til at afvise et angreb fra 225 rangers.

Denne division var ligesom 716. division en stedbunden enhed, der ikke engang rådede over heste; al transport foregik til fods eller cykel. I divisionen indgik tre infanteriregimenter, 729., 739. og 919., et artilleriregiment, en bataljon med antitank- og antiluftskytsenheder samt en ingeniørbataljon. Tre af regimenternes bataljoner var øst-bataljoner (hvor 795. bataljon (øst) var stationeret ved Utah Beach). Divisionen var mandskabsmæssigt fuldtallig med sine godt 12.000 mand, men de var udrustet med en blanding af såvel tyske som erobrede franske, russiske og østeuropæiske våben og de manglede kommunikationsudstyr, hvilket specielt artilleriet led under.

Oprindelig havde divisionen til opgave at forsvare det meste af kyststrækningen rundt om Cotentin-halvøen. Men i maj måned rykkede 243. division ind i området og overtog forsvarsopgaven i den vestlige og nordvestlige del af området. 709. division blev tilintetgjort, da amerikanerne indtog Cherbourg.

Divisionen blev i maj måned 1944 flyttede til Contentin halvøen, hvor den overtog forsvaret af den vestlige og nordvestlige del af området fra 709. division. Oprindelig var det en stationær enhed, men langsomt blev mobiliteten øget. Divisionen var på fuld styrke med godt 12.000 mand. Der indgik tre infanteriregimenter, 920., 921. og 922., et artilleriregiment (motoriseret), en bataljon med antitank- og antiluftskytsenheder samt en ingeniørbataljon.

243. division blev hurtigt kastet ind i kampene mod de amerikanske styrker. Store dele af divisionen blev tilintetgjort da Cherbourg faldt, mens resten blev trukket tilbage. I september 1944 blev divisionen nedlagt.

Egentligt en division udset til luftlandsætningsoperationer, men på D-dag stationeret som en almindelig infanteridivision vest for Carentan, hvor den kæmpede mod de amerikanske faldskærmstropper. Divisionen led under, at dens artilleri var af en særlig type, hvortil det var svært at skaffe ammunition. Divisionen blev langsomt tilintetgjort i kampene på Contentin halvøen.

Udover 21. panzer division, der lå tæt på invasionsområdet, rådede tyskerne over følgende to meget slagkraftige panserdivisioner i området nær Normandiet. Begge divisioner kunne først frigives til Rommel efter ordre fra Hitler.

Denne division var en del af den for Rommel så vigtige panserreserve, som han dog ikke havde direkte under sin kommando. Størsteparten af mandskabet var under 20 år gamle, og divisionen var veludrustet.

Panzer Lehr Divisionen var nok den stærkeste af alle tyske enheder i og omkring invasionsområdet.