Ideen om en uigennemtrængelig befæstning langs Atlanterhavet var - naturligvis fristes man til at sige - udtænkt af Hitler selv. Allerede i marts 1942 fremlagde Hitler de første ideer og senere på året var arbejdet godt i gang; Hitler forlangte arbejdet færdig i maj 1943. Tanken var, at Atlantvolden skulle stoppe de vestlige allieredes forsøg på en invasion og dermed forhindre den krig på to fronter Hitler mindst af alt ønskede sig. Og Hitler var overbevist om, at et mislykkedes allieret invasionsforsøg ville stoppe tanken om et nyt forsøg. Atlantvolden måtte bygges i jern og beton for at kunne modstå angreb fra luften. Angreb der var forventede, fordi Hitler korrekt forudså, at de allierede sikkert ville have luftherredømmet.

Atlantvolden blev opbygget som af en række befæstede støttepunkter eller forsvarspositioner - på tysk: widerstandnesten - bestående af bunkers med småkaliberet kanoner og maskingeværer, skytte- og løbegrave, kampvognsspærringer, pigtrådsspærringer og minefelter. Støttepunkterne var placeret så de kunne støtte hinanden gennem overlappende skudfelter. Disse forsvarspositioners primære opgave var at bekæmpe en egentlig landsætning på kysten.

Kanonerne, fx 75 mm kanoner, var monteret i bunkers med skudfelter langs med stranden og ikke ud over havet. Mod havet var disse bunkers så svært armeret, at de modstå træffere fra selv svære skibskanoner.

Med mellemrum samlede tyskerne storkaliberet artilleri, fx 155 mm., i egentlige kystbatterier, der kunne bekæmpe en invasionsflåde på længere afstand. Kanonerne, som regel 4-6 stk., blev installeret i store og svært armeret bunkers, der ydede kanoner og mandskab formidabel beskyttelse mod både luft- og skibsbombardement. Batterierne var endvidere beskyttet af både et perimeterforsvar og antiluftskyts.

I tilknytning til batteriet fandtes også en observationsbunker, hvorfra måludpegning og ildledelse blev dirigeret. Lå batteriet tæt på kysten, lå observationsbunkeren indenfor perimeterforsvaret, som fx ved Pointe-du-Hoc og Longues-sur-Mer.

I månederne og ugerne op til D-dag, blev disse batterier udsat for voldsomme luftbombardementer, ligesom de i timerne op til landgangen blev bombarderet fra både luften og søen. Bombardementer satte enkelte af batteriene ud af spillet, mens andre, fx batteriet ved Longues-sur-Mer, overlevede nærmest intakt.