Seværdigheder nær Juno Beach
Juno Beach i dag
En tur i Juno området kan fx tage sig således ud:
- Graye-sur-Mer
- Courseulles-sur-Mer
- Besøg på Juno Beach Centre
- Bernieres-sur-Mer
- St. Aubin-sur-Mer
- Langrune-sur-Mer
- Afstikker: Douvres-la-Délivrande, Radar museet
- Afstikker: Den canadiske kirkegård ved Beny-sur-Mer
De seks første lokaliteter kan nås ved at følge hovedvej D514.
Graye-sur-Mer
Gray-sur-Mer ligger på grænsen mellem MIKE Green og MIKE Red sektorene, hvor The Royal Winnipeg Rifles gjorde landgang. Her er opsat et stort Cross of Lorraine i klitterne for at markere, at det var her Charles de Gaulle gik i land efter fire års eksil. Det officielle mindesmærke for D-dag begivenhederne findes også her i klitterne.
Landsætningen fandt sted ud for den tyske forsvarspostition WN31, som rummede maskingeværer, en 5o mm kanon og 75 mm kanon.
lidt til højre for Lorraine korset ligger bunkeren, der husede 75 mm kanonen. Den var anlagt med et skudfelt langs stranden og bød på svære problemer for angriberne. Bunkeren bærer i dag navnet Cosy's bunker, fordi det var sergent Cosy fra B kompagniet, Royal Winnipegs, der sammen med sin deling uskadeliggjorde bunkeren. En mindeplade er opsat på bunkeren.
Det er også her, at Bill Dunn's AVRE kampvogn "One Charlie" er opstillet. Om denne kampvogns noget særegne historie kan du læse om i linket til højre. Det er også på stedet markeret, at Bill Dunn efter sin død, fik sin akse strøget ud i området.
Courseulles-sur-Mer, Juno Beach Centre
Courseulles-sur-Mer og området øst herfor lå i NAN Green sektoren, hvor The Regina Rifle Regiment gjorde landgang. Det tyske forsvar i dette område var koncentreret om WN29, som var bestykket med både en 88 mm kanon og en 75 mm kanon. Det var i sær støtte fra kampvogne, som på NAN Green medvirkede til at nedkæmpe det tyske forsvar. Senere hjalp AVRE kampvognene med at komme over bla. antitank udgravninger. Der er faktisk intet tilbage af de tyske fæstningsanlæg i dette område.
Ved Courseulles-sur-Mer ligger det nye museum Juno Beach Centre. Museet beretter om Canadas indsats i krigen som helhed.
Nær havnen er opstillet en Sherman DD kampvogn bjærget fra havet i 1970. På dens sider er monteret våbenskjolde for mange af de canadiske enheder, der deltog ved landgangen.
I gå afstand findes flere mindeplader for de deltagende enheder, bla. The Regina Rifle Regiment.
Bernieres-sur-Mer
Bernieres-sur-Mer lå i NAN White sektoren, hvor The Queens Own Rifles Regiment udgjorde angrebsbataljonen. To kompagnier udgjorde første bølge og foran dem lå den tyske stilling WN28. Første stop er ved Place du 6 Juin, hvor man finder det officielle franske mindesmærke. Her var tidligere udstillet en panservogn, men den er nu væk og kun fundamentet er tilbage.
Tæt ved ligger også det hus, som betegnes som værende det første franske hus befriet fra søen - Canada House. Der er en mindeplade foran huset. Der var voldsomme kampe om huset fra kvist til kælder, men 20 minutter efter landsætningen var huset på canadiske hænder.
Passerer man D514 og går et stykke op ad "Régiment de la Chaudière", møder man på venstre hånd det hus (2 etager samt 3 vinduer på kvisten), der udgjorde det første hovedkvarter for de deltagende krigsjournalister fra England og Canada. Der er opsat en mindeplade på huset.
Kantstenen ved vejen er delvist ødelagt af bælter fra kampvogne, der passerede gennem byen på vej ind i landet.
Tilbage på D514 kan man gå 3-400 meter længere mod øst til man møder Rue Queen's Own Rifle of Canada, hvor en enkelt bunker fra fæstningsanlæg WN 28 endnu findes. I denne bunker havde tyskerne en 50 mm kanon, som gav angriberne fra B kompagniet, QOR, store problemer. Her er opsat en række mindeplader.
St. Aubin-sur-Mer og Langrune-sur-Mer
NAN Red lå ud for den vestlige del af St. Aubin-sur-Mer, og her var det North Shore regimentet, der gjorde landgang med to kompagnier i første bølge. En enkelt bunker fra fæstningsanlæg WN 27 findes endnu, og der er opsat mindeplader for de deltagende enheder, inklusive No 48 Royal Marines Commando. Bataljonen fra North Shore regimentet havde store problemer med at nedkæmpe de tyske modstandslommer omkring WN27 og stedet var først ryddet for modstand om eftermiddagen.
Hvor WN27 lå forsøgte en amerikansk pilot den 10. juni 1944 at nødlande med sit fly, en Thunderbolt p-47. Piloten, 2nd Lieutentant John Alfred Weese, blev desværre dræbt i forsøget på at nødlande.
Commandosoldaterne fra No 48 RM Commando landede på den østlige side af WN27 og havde til opgave, at forskyde mod Langrune-sur-Mer og linke op med commandosoldater fra Sword Beach. Landgangen var særdeles vanskelig, flere af soldaterne blev landsat så langt ude, at de måtte svømme i land; ikke alle klarede den tur. Commandosoldaterne nåede ikke at linke op med No 41 Cdo, men strandede i Langrune-sur-Mer. Hårde kampe stod på her 7. og 8. juni. Herefter fik No 48 RM Cdo ordre til at forskyde syd på til Douvres-la-Deliverande.
Det mislykkedes forsøg på at få kontakt til styrken fra Sword Beach efterlod et "hul" i fronten, som det næsten lykkedes tyskerne at nå med enheder fra 21. Panserdivision fra Caen.
Fra St. Aubin-sur-Mer fortsætter du blot ad D514 frem mod Langrune-sur-Mer. Midt i byen ved stranden findes et mindesmærke til minde om No RM 48 Cdo indsats i byen. Der er gode parkeringsmuligheder.
Afstikker til: Douvres-la-Délivrande, Radar museet
Et besøg på den tyske radarstation ved Douvres-la-Délivrande kan anbefales. Det var ikke så meget som radarstation, men derimod den hårdnakkede modstand fra stedets garnison, som voldte de allierede problemer. I elleve dage holdt garnisonen stand, før et angreb anført af No. 41 Royal Marine Commando med støtte fra AVRE enheder førte til garnisonens overgivelse.
Resterne af radarstationens bunkeranlæg lå gennem mere end 50 år gemt på en mark, men blev så gravet fri og ombygget til et museum, der blandt andet fortæller historien om brugen af radar under 2. verdenskrig.
Afstikker til: Den canadiske kirkegård ved Beny-sur-Mer
Hvis du har besøgt Radarmuseet, tager det ikke mere end 10 minutter at køre til den canadiske kirkegård ved Beny-sur-Mer. Fortsæt nordpå ad D404 og drej i rundkørslen ad D35 mod Reviers.
Du kan også nå hertil fra Courseulles-sur-Mer ad D79 eller fra Berniere-sur-Mer ad D79A.
Et besøg på en af Commenwealth kirkegårdene er altid noget specielt.