Seværdigheder nær Sword Beach
Sword Beach i dag
Lion-sur-Mer
Turen i Sword sektoren kan passende begynde i Lion-sur-Mer. På rute D514 ved rundkørslen lige vest for byen findes et mindesmærke for No 41 Royal Marine Commando, som landede tæt herpå. Her findes ligeledes opstillet en AVRE Petard kampvogn.
No 41 RM Commando, der landede på den vestlige del af Queen White, havde her store problemer med det tyske støttepunkt Trout, WN21. Commandosoldaterne måtte nedkæmpe fæstningsanlægget, der lå udbredt der, hvor der i dag ligger en campingplads, på deres vej mod Langrune-sur-Mer for at linke op med No 48 RM Commando. 3 AVRE kampvogne, der støttede commandosoldaterne blev skudt i stykker af de tyske anti-tank kanoner. Commandosoldaterne måtte derfor opgive deres primære mål: at opnå kontakt med commandosoldaterne fra No 48 RM Commando, der selv var blevet stoppet af voldsom tysk modstand i byen Langrune-sur-Mer nogle km vest for Lion-sur-Mer.
La Breche d'Hermanville
Fortsæt af rute D514 mod La Breche d'Hermanville, som lå i den yderste vestlige del af QUEEN White. Drej fra ad D608 og kør nogle hundrede meter mod Place du Cuirassé Courbet. Her findes i dag en hel del mindesmærker for deltagende enheder i den britiske 3. infanteridivision.
Her på stedet stormede de britiske tropper fra 1. bataljon South Lancashire Regiment, 3. infanteridivsion, kysten i sektor QUEEN White.
Bemærk det særegne bindingsværk hus bagerst på pladsen. Det ses på mange fotografier fra landsætning på D-dag.
Afstikker: Hermanville War Cemetery
Er tiden til det kan du aflægge et besøg på den britiske kirkegård Hermanville War Cemetery. Fra kører du ad Avenue du 6 Juin ind i selve byen Hermanville-sur-Mer. Når du når den store kirke, drejer du til venstre og lidt efter kommer du frem til kirkegården.
Lidt over 1.000 soldater - de fleste briter - ligger begravet her.
Colleville-Montgomery-Plage
Følg kystvejen D514 videre mod Colleville-Montgomery-Plage. Her findes en statue af General Montgomery (oplyst om aftenen) på torvet, og på vejen Avénue du No 4 Commando mod stranden findes et mindesmærke for den første britiske gravplads i Normandiet. Lige overfor findes et mindesmærke, French Marine Fusiliers Memorial, til minde om de 177 franskmænd under kommando af Kieffer, der her gik i land med No 4 Commando og efterfølgende rykkede mod Quistreham, hvor de ødelagde den tyske fæstning i det tidligere Casino.
Forsæt ad Avénue du No 4 Commando til du når stranden, drej til venstre og fortsæt langs stranden til du når enden enden af Rue Vauban. Her er et mindesmærke for No. 4 Commando. Samme sted findes en bunker, der tidligere har huset en tysk 75mm anti-tank kanon, og som var en del af det tyske forsvarsanlæg WN18.
Forsæt langs stranden til du når enden af Avenue de Bruxelles. Her finder du et mindesmærke og en statue af Bill Millin, Lord Lovats sækkepibespiller, der trodsede den tyske kugleregn mens hans marcherede frem og tilbage på stranden spillende på sin sækkepibe.
Rue de Lion - mod Quistreham
Inden du forlader statuen af Montgomery og går ned Avénue du No 4 Commando kan du tage et kig ned Rue de Lion (D514) ind mod Quistreham. Det var ad denne vej No 4 Commando rykkede fra stranden og ind mod Quistreham. Bemærk DD Duplex Drive Sherman kampvognen, der yder infanteriet støtte.
Bemærk skinneføringen. Fra Caen over Quistreham og videre mod Courseulles-sur-Mer løb en smalsporet jernbane, Chemins de fer du Calvados, i perioden fra 1890'erne og frem til D-dag den 6. juni 1944, hvor krigshandlingerne ødelagde banen. Den kom aldrig i drift igen. Enkelte bygninger fra de daværende stationsområderne kan stadig ses.
Afstikker til: Colleville-Montgomery - Hillman batteriet
Følg vejen D60A mod byen Colleville-Montgomery. Fortsæt gennem byen mod syd og find vejen Rue du Suffolk Regiment. Her findes det delvist restaurerede Hillman bunkerkompleks, der voldte de fremrykkende englændere fra Suffolk Regiment alvorlige problemer.
Hillman komplekset fungerede som kommandostation for det tyske 736. regiment og her var ingen kanonstillinger. Disse lå placeret nogle kilometer nord for Hillman i Morris batteriet. Da Suffolk regimentet rykkede frem, overgav Morris batteriet sig hurtigt, mens Hillman holdt stand længe. På stedet er en mindeplade for menig J. R. Hunter, der alene angreb en af bunkerne og derved banede vejen for det angreb, der endeligt nedkæmpede Hillman. Der er offentlig adgang på tirsdage i sommerhalvåret. Se mere på Site HILLMAN - Les Amis du Suffolk Regiment.
Quistreham
Kør tilbage til Colleville-Montgomery-Plage og følg igen D514 mod Quistreham.
Commandosoldaterne fra No. 4 Commando rykkede efter landgang mod havnebyen Quistreham, der blev genstand for hårde kampe. Inde i byen havde tyskerne ombygget et casino til en befæstet bunker. Det blev de franske commandosoldater under kommando af No. 4 Commando, der nedkæmpede denne bunker, og i dag hædres deres indsats med et museum på stedet, No. 4 Commando Museum. I klitterne nær museet findes et mindesmærke for de 177 franske commandosoldater og deres leder Phillipe Keiffer. Mindesmærket er fra 1984, er af stål og har form som en flamme.
I Quistreham findes også den imponerende 17 meter høje tyske ildledercentral, som i dag huser The Atlantic Wall Museum. Ildledercentralen er en særegen og mastodontisk bygning i 5 etager med opholdsrum, stabsrum, signalrum og lazaret. Øverst en platform med målsøgningsudstyr - og en fantastisk udsigt. Da de engelske styrker angreb byen, smækkede tyskerne ståldøren i. Først efter 3 dage med flere forsøg på at indtage bunkeren, lykkedes det Løjtnant Bob Orrell, 91. Field Company, at nå frem til døren og sprænge den. 50 tyskere overgave sig herefter. Orrell modtog the Military Cross for sin indsats.
Caen
I Caen ligger det imponerende museum Le Memorial, der fortæller historien om krig og fred i det 20. århundrede. Det er svært at give en rutebeskrivelse, men på ringvejen rundt om Caen er der skilte.
Museet er bygget oven på den underjordiske kommandopost for General Richter, chef for den tyske 716. division. Museet er imponerende, og et par timer må der mindst afsættes til et besøg her.