Kyststrækningen langs det aktuelle landsætningsområde på Gold afveg en smule fra Juno og Sword. Et generelt kendetegn langs en stor del af den britisk/candiskw sektor var små landsbyer og lange rækker af pensionater, hoteller og sommerboliger, hvor bedrestillede franske familier før krigen havde opholdt sig gennem sommermånederne. Sammen med nybyggede bunkers indgik mange feriehuse i det tyske kystforsvar - der mange steder lå tæt ved strandbredden.

En stor del af Gold var uegnet til landsætning på grund af klippeskær, men mellem de to små kystbyer Le Hamel og La Riviere (indenfor sektorerne JIG og KING) var landgang mulig. Og mellem de to byer er der et stort område med klitter og enge mellem stranden og landevejen enge og bag landevejen svagt stigende grønne bakker, hvorfra man på toppen kan overvåge store dele af kyststrækningen. Her havde tyskerne da også placeret et kystbatteri: Mont Fleury batteriet.

Disse forskelle i terræn fik stor betydning for de landsatte enheders første kampe.

Det tyske forsvar bestod først og fremmest af enheder fra 716. Division, mange af dem såkaldte "Ost-truppen", altså enheder sammensat af mere eller mindre frivillige polakker/russere. I midten af JIG og KING og i selve KING sektoren var stationeret kompagnier fra 441. Ost-battaljon og kompagnier fra 736. infanteriregiment.

I JIG sektoren var enheder fra 1. bataljon fra den bedre og stærkere 352. infanteridivision stationeret, blandt andet ved forsvarsposition WN 37 nær Le Hamel. Denne division var blevet flyttet til Normandiet, primært Omaha området, uden at dette var blevet opfanget i tide af den allierede efterretningstjeneste. Først få dage før invasionen fik man på højeste plan kendskab til dette, men man valgte ikke at lade denne oplysning gå videre til de berørte enheder. Alt var allerede sat i bevægelse og ingen planer kunne ændres på så kort tid.

Tyskerne satte også deres lid til en række kystbatterier, fx batteriet nær Mont-Fleury i KING Green sektoren og ikke mindst batteriet ved Longues-sur-Mer, der med sine fire 155 mm. kanoner kunne beskyde både Gold Beach og Omaha Beach.

Gold var (fra vest) inddelt i 4 sektorer: HOW, ITEM, JIG og KING. Selvom vigtige mål for landgangsstyrken lå ved Arromanches og Port-en-Bessin, var det som nævnt ikke muligt at gøre landgang i sektorerne HOW og ITEM på grund af klippeskær. Landgangen var derfor planlagt til at finde sted på JIG og KING, som begge var inddelt i sektorerne Green og Red.

Som på de andre britiske strande skulle angrebet indledes med landsætning af de amfibiske Sherman DD kampvogne efterfulgt af infanteri og de specialiserede AVRE enheder.

På Gold angreb man med 231. brigade i front på JIG og 69. brigade i front på KING. Hver brigade afsatte to angrebsbataljoner til landgang i delsektorerne Green og Red. Senere kl. 11 og kl. 12 skulle opfølgeenheder fra 151. brigade og 56. brigade landsættes. 151. brigade skulle påbegynde fremrykning mod hhv. hovedvejen og jernbanen mellem Bayeux og Caen, mens 56. brigade skulle rykke mod selve byen Bayeux og indtage denne.

Omkring kl. 08.30 skulle No. 47 Royal Marines Commando landsættes på JIG Green. Deres opgave var at forskyde mod havnebyen Port-en-Bessin og indtage denne samt at opnå kontakt med amerikanske enheder landsat på Omaha. Port-en-Bessin skulle senere fungere som anløbshavn for en olieledning, benævnt PLUTO (Pipe Line Under The Ocean), mellem England og Frankrig.

JIG Sektoren

De to angrebskompagnier fra Hampshire regimentet, hvis mål var Le Hamel, blev af strømmen drevet østpå og blev faktisk landsat, hvor soldaterne fra Dorsetshire regimentet skulle landsættes. Det var held i uheld, for de tyske positioner ved Le Hamel, WN 37, der var samlet omkring et tidligere sanatorium, var næsten intakte trods intense bombardementer. Endvidere blev Hampshire folkene landsat uden kampvognsstøtte: Sherman kampvognene var forsinkede, ja faktisk blev de også i Gold området sejlet direkte til kysten, da man ikke mente de kunne klare søen. Angrebskompagnierne fra Hampshire måtte vente på resten af bataljonen og på AVRE enhederne, før et angreb på Le Hamel kunne iværksættes.

Le Hamel var et vigtigt objekt, fordi commandosoldaterne, med den vigtige opgave at forskyde mod vest og indtage Port-en-Bessin, efterfølgende skulle landsættes ud for Le Hamel. Det blev de også, men med store tab til følge. Blandt andet blev flere af landgangsbådene ramt på vej ind og mange commandosoldater måtte desperate forsøge at svømme i land. På stranden var alt kaos og man kom hurtigt bagefter i tidsplanen. Forsinkelsen betød imidlertid, at mange af de commandosoldater, der svømmede for livet, nåede ind på land og kunne tilslutte sig deres enheder. Således lykkedes det at få samlet styrke nok til at påbegynde marchen mod Port-en-Bessin. Det er værd at bemærke, at mange af commandosoldaterne bar på en oppakning på op imod 30 kg. Undervejs passerede de kystbatteriet ved Longues-sur-Mer, men de havde klare instrukser om at undgå kamp på vej mod deres primære objekt. Commandosoldaterne nåede ikke at indtage Port-en-Bessin på D-dag. De nåede højdedragene uden for byen om aftenen og gjorde holdt. Næste dag begyndte de angrebet, som først endte den 8. juni efter hårde og bitre kampe.

Dorsetshire regimentet fik på JIG Red en nemmere landgang og kunne relativt hurtigt rykke ind i land.

231. brigades reservebataljon, 2. bataljon Devonshire regimentet, havde som deres primære opgave at indtage byen Ryes og det tyske kystbatteri ved Longues-sur-Mer. Bataljonen gik i land omkring kl. 08.15, og inden man begyndte at forskyde, efterlod man et kompagni som støtte til Hampshires angreb på Le Hamel. Ryes blev indtaget, men garnisonen på batteriet ved Longues-sur-Mer, der var blevet ødelagt i duel med de allierede krigsskibe, overgav sig først om morgenen den 7. juni.

Tilbage ved Le Hamel fik Hampshire bataljonen samlet styrke nok, bla. med hjælp fra Dorsetshire regimentet, til et angreb på de tyske stillinger. Men det blev først ud på eftermiddagen, at de endelig fik bugt med modstanden, godt hjulpet af de specialbyggede AVRE køretøjer. En AVRE med en Petard morter sendte sin dødbringende ladning mod sanatoriet og satte punktum for en udmarvende kamp.
KING sektoren

I KING Green sektoren vest for La Rivière gik landgangen godt i forhold til planen for 6. bataljon, Green Howards. Angrebskompagnierne A og D fik god støtte fra både Sherman kampvogne og AVRE enheder og kunne hurtigt rykke gennem klitter og enge ind i landet mod først Mont Fleury batteriet, hvor det meste af garnisonen hurtigt overgav sig til D kompagniet. Sergent Stan Hollis udmærkede sig herefter første gang, da han ene mand nedkæmpede en gruppe tyskere, der ikke havde overgivet sig. Da bataljonen ved middagstid nåede til Crepon, udmærkede han sig igen, da han undsatte to kammerater, og han modtog senere som den eneste brite på D-dag et Victoria Cross.

På KING Red ved La Rivière gik 5. bataljon, East Yorkshire Regiment, i land og mødte her betydelig modstand fra de tyske positioner. En tysk 88 mm skabte ravage på stranden, men en Sherman Flail, under kommando af kaptajn Bell, satte endeligt en stopper for modstanden og angrebskompagnierne kunne fortsætte væk fra stranden. Modstanden fortsatte i byen og bandt her angrebskompagnierne nogle timer, mens bataljonens reservekompagnier efter landgang fortsatte ind i land mod Ver-sur-Mer.

69. brigades reservebataljon, 7. bataljon Green Howards, gik i land kl. 08.15. Efter reorganisering fortsatte bataljonen mod Ver-sur-Mer.

Enheder fra 69. brigade opnåede som planlagt kontakt med candierne og nåede mod dagens slutning frem til hovedvej N13 dog uden at kunne afskære den. Bayeux skulle have været indtaget på D-dag. De forreste enheder fra 56. Brigade nåede da også byens udkant om aftenen, men byen blev først befriet dagen efter uden nævneværdige kampe. Byen undgik dermed de helt store ødelæggelser.

Efter kampene ved Le Hamel fortsatte Hampshire regimentet langs kysten mod Arromanches, hvor den ene af de to kunstige havne skulle anlægges. Byen var på britiske hænder om aftenen.

Ved midnatstid var mere end 25.000 soldater landsat og et sikkert brohoved etableret. Der var opnået kontakt med canadierne i øst, men ikke med de amerikanske enheder i vest.