Kyststrækningen langs både Gold, Juno og Sword Beach var kendetegnet ved små landsbyer og lange rækker af pensionater, hoteller og sommerboliger, hvor bedrestillede franske familier før krigen havde opholdt sig gennem sommermånederne. Sammen med nybyggede bunkers indgik mange feriehuse i det tyske kystforsvar, der således lå meget tæt ved strandbredden.

Selvom de angribende styrker havde udsigt til noget der altså kunne ligne bykamp umiddelbart efter landgang, havde de tyske forsvarslinier ingen dybde. Var den massive, men tynde linie af forsvarspositioner først gennembrudt, var der mange steder åbent land bagved - som tyskerne godt nok havde mineret i flere tilfælde.

Kyststrækningen ved Sword Beach var på den måde meget anderledes end kysten ved både Utah og Omaha Beach.

Sword Beach rummede desuden byen Ouistreham - den største by langs invasionskysten. Tyskerne havde i stort omfang befæstet byen, og kampene om kontrollen med byen ødelagde store dele af byen.

Det tyske forsvar bestod først og fremmest af enheder fra 736. regiment fra 716. Division. Og i sektoren Queen Red tæt på grænsen til Queen White lå den stærke forsvarsposition WN20 med kodenavnet Cod.

Nord for Caen var endvidere stationeret enheder fra den stærke og mobile 21. Panzerdivision og helt øst for floden Dives befandt sig 711. Division. Fra Merville Batteriet kunne tyskerne dække kysten med artilleribeskydning fra fire kanoner, og helt fra Le Havre kunne et batteri 155 mm kanoner også ramme invasionsområdets østligste ende.

Men der var ingen umiddelbare reserver at sætte ind i kampen mod de landsatte tropper. Alt afhang af, om de tyske forsvarspositioner på kysten kunne kaste angriberne tilbage, inden de fik ordentligt fodfæste.

Sword Beach var inddelt i 4 sektorer - Oboe, Peter, Queen og Roger - men på grund af klipper var det kun i Queen sektoren - på Queen White og Queen Red - muligt at gøre landgang. På Sword angreb man således kun med en brigade i front, den 8. brigade.

Landgangen i hver af de to sektorer White og Red skulle i grove træk udforme sig således: Først skulle en eskadron af de amfibiske Sherman kampvogne sejle ind for på strandbredden at kunne yde støtte til de to kompagnier af infanteri der kom ind i 1. bølge fulgt af AVRE enhederne fra Royal Engineers og Centauer kampvognene fra Royal Marine. 20 minutter efter skulle resten af kompagnierne fra angrebsbataljonen landsættes.

Brohoved skulle sikres og AVRE enhederne skulle påbegynde rydning af de planlagte korridorer fra stranden og ind i land. Herefter kom yderligere forstærkninger samt de commandoenheder, der skulle i land og løse særlige opgaver: rydningen af Quistreham, komme de trængte faldskærmsenheder ved Pegasus Bridge til undsætning samt at opnå kontakt med canadierne på Juno Beach via byen Lion-sur-Mer.

Det er værd at bemærke, at der sammen med de forreste enheder var tilknyttet fremskudte artilleriobservatører. De kunne sende skudordre ud til batterierne i artilleriregimenterne, som fra deres landgangsfartøjer på vej ind kunne give artilleristøtte.

Helt essentielt for planen indgik, at 185. brigade straks efter landgang kl. 10.00 med støtte fra Staffordshire Yeomanry kampvognsregimentet skulle påbegynde den direkte march (opsiddet på kampvognene) mod Caen for at indtage byen. Og den største trussel her var udsigten til at møde modstand fra den tyske 21. Panzerdivision, der opholdt sig i området omkring Caen.

På grund af kraftig søgang nåede DD kampvognene ikke ind som de første. De blev overhalet af LCT landsætningsfartøjerne med AVRE enhederne, der blev de første på stranden uden støtte fra hverken kampvogne eller infanteri. Selvom de kun var alene på stranden i få minutter pådrog AVRE enhederne sig meget store tab, helt op mod 50%.

Da angrebskompagnierne fra South Lancashire og East Yorkshire blev landsat kom de under kraftig beskydning fra forsvarspositionen Cod og led store tab. Men med støtte fra de opfølgende kompagnier fik de langsomt men sikkert nedkæmpet Cod, der dog helt frem til 10.00 stadig var aktivt og bekæmpede den fortsatte strøm af landsætningsfartøjer.

Trods disse vanskeligheder i starten lykkedes det dog briterne at få fremdrift, og kombinationen af infanteri og de specialiserede kampvogne viste sig særdeles effektiv. Indrykningsveje fra stranden blev ryddet, så de efterfølgende enheder hurtigt kunne rykke ind i land. Men det kraftigt stigende tidevand gjorde stranden smallere og smallere og dette kombineret med den fortsatte strøm af soldater og køretøjer skabte snart trafikkaos på stranden.

Commandotropperne fra 1. Special Service Brigade begyndte landgang på Queen Red kl. ca. 08.20 under kraftig beskydning. De første var No. 4 commando sammen med to troppe af franske commandosoldater. No. 4 commando tog sig af at nedkæmpe forsvarspostioner i Quistreham og Riva-Bella, mens franskmændene under ledelse af Phillip Kieffer nedkæmpede den tyske position i byens tidligere casino.

Kl. ca. 08.40 fulgte No. 6 Commando samt brigadehovedkvarteret med Lord Lovat i spidsen fulgt af sin sækkepibespiller Bill Millin. Kl. ca. 09.10 gik No. 3 Commando og No. 45 RM Commando i land. De tre commandoenheder - med No. 6 og brigadehovedkvarteret i spidsen - satte herefter kursen mod Benouville og Pegasus Bridge. Kort efter middag opnåede de forreste enheder kontakt med Major Howard styrke ved Pegasus Bridge. Commandoenhederne rykkede herefter ud til forsvarspositioner omkring den 6. britiske luftbårne division.

Nogenlunde samtidig med No. 6 Comanndo gjorde No. 41 RM Commando, 4. Special Services Brigade, landgang på Queen White under kraftig beskydning, hvilket medførte en del tab. No. 41 opgave var at rykke mod Luc-sur-Mer mod øst for at opnå forbindelse med No. 48 RM Commando, der gik i land ved St. Aubein på Juno Beach og rykkede mod øst. Men både No 41 RM og No. 48 RM mødte på deres fremrykning så hårdnakket modstand, at missionen mislykkedes og efterlod et hul mellem Juno og Sword Beach, der først blev lukket dagen efter.

Efter D-dag deltog No. 41 RM Commando i en lang og sej kamp om nedkæmpelsen af den stærkt befæstede garnison på radarstationen ved Douvres-la-Déliverande. Der skulle gå 11 dage, før garnisionen overgav sig.

Opfølgningsenheden 1. bataljon fra Suffolk regimentet rykkede efter landgang ind i landet og stødte først på batteriet ved Morris. Garnisonen her overgav sig relativt hurtigt. Herefter rykkede bataljonen mod bunkerkomplekset Hillman, der viste sig at udgøre hovedkvarteret for det tyske 736. regiment.

Garnisonen her bed dog fra sig. Med stødte fra både kampvogne og artilleri (dele af the Staffordshire Yeomanry kampvognsregiment og 7. artilleriregiment, der egentligt burde være på vej mod Caen) måtte soldaterne fra Suffolk regimentet kæmpe indædt mod garnisonen, som først ud på aftenen overgav sig. Menig J. R. Hunter med tilnavnet "Bunker Hunter" udmærkede sig under kampene og modtog Distinguished Conduct Medal (DCM) for sine handlinger. En mindeplade er opsat på en af bunkerne.

Den vigtigste opgave for 3. Britiske Division var indtagelsen af Caen. Opgaven var tildelt 185. brigade, hvorfra 2. bataljon Kings Shropshire Light Infantry opsiddet på kampvognene fra the Staffordshire Yeomanry og støttet af 7. artilleriregiment hurtigt skulle rykke mod byen og indtage den.

Men kampvognene fra the Staffordshire Yeomanry blev forsinkede på grund af det begyndende trafikkaos på stranden, hvorfor infanteriet i stedet begyndte at marchere til fods. Endvidere blev både kampvognene og artilleriet opholdt af kampene ved Hillman. Ud på eftermiddagen og kun nogle få kilometer nord for Caen ved Lebisey skoven mødte de forreste af enhederne - Y kompagniet - modstand fra tyske antitank-kanoner og gjorde holdt. Senere på aftenen blev kompagniet trukket tilbage til Bieville, hvor bataljonen gravede sig ned.

Løbet var kørt for briterne, selvom det er tvivlsomt om erobringen af Caen overhovedet var en realistisk tanke. Ikke blot lå den tyske 21. panserdivision i stilling i området, men også den tyske 12. SS panserdivision var på tæt. Tyskerne vidste, at Caen var en nøgleposition, hvorfor de i tiden der kom forstærkede deres stillinger, og der skulle gå over en måned, før Caen blev befriet - og da lå det meste af byen i ruiner.

Ved midnatstid på D-dag var mere end 29.000 soldater landsat og et sikkert brohoved var etableret på Sword Beach. Der var opnået kontakt med faldskærmssoldaterne øst for Orne floden, men ikke med de canadiske enheder i vest. Og Caen og lufthavnen ved Carpiquet var stadigvæk på tyske hænder.