Kystbatteriet ved Longues-sur-Mer
Widerstandsnest (Wn) 48
Batteriet ved Longues-sur-mer bestod af fire 155 mm kanoner, der kunne beskyde invasionsstyrken på både Omaha og Gold Beach. Da batteriet lå ud til kysten, lå dets observations- og ildlederbunker inden for perimeterforsvaret helt ude ved den stejle skrænt.
Batteriet var beskyttet af et perimeterforsvar med løbe- og skyttegrave samt minefelter og antiluftskyts. Garnisonen var på ca. 180 mand.
Batteriets kanoner var blandt de mest moderne sammenlignet med andre tilsvarende kystbatterier i Atlantvolden. Kanonerne havde en rækkevidde på 22 km, og et trænet mandskab kunne affyre 6 skud i minuttet.
I et forsøg på at ødelægge batteriet gennemførte de allierede i ugerne op til D-dag massive luftbombardementer. Alene på D-dag blev der kastet 600 tons bomber fra 124 RAF bombefly over batteriet.
Luftbombardementerne havde dog ikke gjort nævneværdig skade, så batteriet kunne på D-dag begynde at beskyde invasionsstyrkerne på både Omaha og Gold. De allierede flådestyrker svarede igen i en intens artilleriduel med batteriet, som blandt andet resulterede i, at telefonforbindelsen mellem observationsbunkeren og kanonerne blev ødelagt. Kl. 10.30 sænkede stilheden sig over batteriet; dets kanoner var ødelagt. Det lykkedes dog for de tyske artillerister at få repareret en enkelt kanon, og kl. 15.00 begyndte batteriet at skyde igen. Kl. 18.00 var det slut: en direkte træffer fra den franske krydser Georges Leygues ødelagde den sidste kanon.
Næste dag den 7. juni overgav garnisonen sig uden kamp til enheder fra 2. Bataljon, Devonshire Regimentet.
Longues-Sur-Mer i dag
Longues-sur-Mer blev åbnet for offentligheden i 1979, og er i dag det eneste batteri, hvor de oprindelige, men dog ødelagte, kanoner stadig er placeret i deres bunkere. På stedet kan man se de bunkers, der undgik ødelæggelsen, fx observationsbunkeren helt ude på toppen af skrænten ved havet, samt de ødelagte bunkers, herunder den bunker, der fik en fuldtræffer lige gennem frontåbningen.
Fra observationsbunkeren er det muligt at se over til resterne af den kunstige havn nær Arromanches.
Observationsbunkeren og området omkring den blev under indspilningen af filmen Den længste dag brugt til "location" optagelser - ikke om batteriets egen historie, men til fortællingen om den tyske major Werner Pluskat færden på D-dag. Pluskat var chef for 1. bataljon, 352. artilleriregiment, 352. infanteridivision. Fra sit bataljonshovedkvarter i den lille by Etreham 6 km kysten, nærmest i skillelinien mellem Omaha og Gold, ringede han natten til den 6. juni til sin regimentschef og udtrykte sin bekymring; han var blevet vækket af kanontorden. Regimentschefen beroligede ham, og han lagde på igen. Lidt efter ringende regimentschefen dog tilbage: der var rapporteret faldskærmssoldater på Cherbourghalvøen. Sammen med sin hund, Harras, og chefen for 2. batteri kørte han derefter til en af bataljonens observationsbunkere nær St.-Honorine. Gennem artillerikikkerten afsøgte han horisonten: der var intet at se. 1)
Senere på natten spejdede han igen ud over vandet over mod halvøen, og denne gang blev han vidne til dele af den største armada nogen sinde. Rystede helt ind i sjælen ringede han til major Block i divisionens hovedkvarter med sin melding om "tusinder af skibe". Der havde man svært ved at tro ham, "...amerikanerne og englænderne tilsammen har ikke så mange skibe." Men Pluskat blev ved, "det er ufatteligt". 1)
Block forsatte: "Hvilken vej sejler de skibe?". "Mod mig", svarede Pluskat. 1)
1) Fra Cornelius Ryan, Den længste dag