Lige vest for Courseulles-sur-Mer ligger Graye-sur-Mer. Her finder du også vejen Avenue du Général de Gaulle, der fungerede som Exit vej nr. 2 for de canadiske tropper, der gjorde landgang på stranden tæt på.

Nede af vejen, tæt på stranden, finder du en restaureret AVRE Churchill kampvogn med den mægtige, men også lidt kluntede Petard mortér. Kampvognen har betegnelsen: 1 Charlie.

Da David Howarth i 1959 skrev sin bog "D-dag", indgik der en fortælling om en mindre bro bygget ovenpå en kampvogn, der strandede i et vandløb nær Graye-sur-Mer på D-dag. Han slutter sin fortælling med ordene “… selv når vandet står lavt om sommeren, kan man nedenunder broen kun se nogle få tommer rustent metal rage op over mudderet…” (side 216).

Dengang kunne Howarth ikke vide, at kampvognen i 1976 blev bjærget under overværelse af en del af besætningen, og at den i dag står udstillet på stedet. Her er historien om kampvognen.

Bill Dunn var kører på en AVRE (Armoured Vehicle Royal Engineers) kampvogn fra 1st Troop, 26th Assault Squadron, 5th Assault Regiment, Royal Engineers. Kampvognen var en af The Funnies, et køretøj af typen faskine, og den bar på et kæmpe bundt af tømmerstokke på hver 3 meter, der skulle anvendes til fylde huller med, så der på den måde kunne etableres en primitiv overgang.

Bill var opvokset i en mineby, hvor hårdt arbejde var det normale. Livet i hæren var ikke nært så hårdt, så det passede ham således fint. Sammen med den øvrige besætning under ledelse af sergent Jim Ashton, havde han øvede deres opgave under landsætningen igen og igen. Recognosering i landsætningsområdet havde vist en pansergrav og en ødelagt stenkiste over et vandløb bag stranden. Pansergraven skulle fyldes med et tømmerbundt fra en AVRE i 2nd Troop, mens Bill og hans kammerater dernæst skulle køre deres kampvogn frem til den ødelagte stenkiste og kaste tømmerstokkene ned i vandløbet.

Turen over kanalen var hård og mange var søsyge. Men som så mange andre har fortalt, så var det som om søsygen forsvandt, da signalet til klargøring blev givet. Nu gjaldt det.

Da de specialiserede AVRE køretøjer fra 26th Assault Squadron landede på Mike Red var 1. bølge af infanteri fra Royal Winnipeg Rifles landsat og en sherman “flailtank” (minerydningskampvogn) var godt i gang med at rydde en passage væk fra stranden. Sherman kampvognen tabte et bælte, så Bill fortsatte forbi den og frem mod pansergraven. AVRE kampvognen fra 2nd Troop kom frem, smed sit tømmerbundt og så kunne Bill fortsætte mod vandløbet, hvor de skulle smide deres tømmerstokke.

På grund af tyskernes oversvømmelse var vejbanen frem mod stenkisten blevet undermineret, så da Bill’s kampvognen kom kørende kollapsede 20 meter vejbane og kampvognen sank i midtvejs. Besætningen kæmpede for at komme ud. I sit førersæde væltede vand ned over Bill, men i sidste øjeblik fik et besætningsmedlem hevet ham op af kampvognen, hvorefter de søgte dækning bag nogle klitter.

Chefen for 26th Assault Squadron, A. E. Yonger, bad om ildstøtte fra infanteri og kampvogne og kaldte derefter en broslagningskampvogn frem. Den lagde sin bro, så den i den ene ende støttede på kanten af sammenstyrtningen og i den anden ende på tårnet af Bill’s kampvogn. Det sidste stykke fra kampvognen og frem mod den modsatte side af sammenstyrtningen blev den næste time langsomt og under tysk beskydning fyldt med tømmer, som infanterisoldater slæbte fra stranden og frem til stedet. Kl. 09.15 var hullet fyldt og de første enheder kunne krydse den primitive overgang, som dog kun kunne holde til belastningen indtil om eftermiddagen.

I dækning bag klitten begyndte Jim Ashton at synge, som han plejede. Men en tysk mortergranat satte en stopper for det. Kun Bill og et andet besætningsmedlem, Bill Hawkins, slap fra det med livet i behold – dog med alvorlige sår. Bill Dunn mistede en arm og fik alvorlige sår i benet. Han blev evakueret til England, hvor han lå på hospitalet i 18 måneder.

Bill’s AVRE kampvogn blev liggende og udgjorde i årene efter krigen – som Howarth beskrev det – et fundament for en bro på stedet. I 1976 blev kampvognen gravet fri, og ved den lejlighed var både Bill Dunn og Bill Hawkins til stede. Kampvognen er i dag udstillet på stedet.

Bill Dunn døde i 2014 og hans aske er spredt ud på klitområdet bag kampvognen.