Pointe-du-Hoc er et lille klippefremspring vest for Omaha Beach. Her havde tyskerne etableret et stærkt kystbatteri, der kunne være en alvorlig trussel mod landgangen på Omaha og som derfor måtte gøres tavst forinden. Batteriet bestod af seks 155 mm kanoner med en rækkevidde på mere end 18 km.

De allierede begyndte at luftbombardere batteriet i april 1944, og på selve D-dag blev der kastet mere end 700 tons bomber mod batteriet med store skader til følge.

Foruden bombardementer fra luften og søen udpegede planlæggerne kompagnierne D, E og F fra 2. Rangerbataljon, i alt 225 mand under ledelse af oberstløjtnant James E. Rudder, til at angribe og ødelægge batteriet fra søsiden, inden landgangen på Omaha begyndte. Batteriets placering på den højt hævede fremskudte klint helt ud til vandkanten betød, at rangerne i landgangsbåde måtte sejle ind til den smalle stribe strand nedenfor klinten og herfra kravle op over toppen og angribe batteriet.

Planen var dristig for ikke at sige vanvittig - selv når man tager i betragtning, at rangerne var specialuddannede elitesoldater. Foruden de 3 angrebskompagnier indgik resten af 2. rangerbataljon også i planen. A og B kompagniet skulle i deres landgangsbåde ud for Omaha afvente et signal fra Rudder om at gå i land ved Pointe-du-hoc kl. 07.30 som forstærkninger. Samtidig skulle C kompagniet kl. 06.45 gå i land vest for Vierville-kløften yderst på højre flanke af Omaha. Herfra skulle de marchere mod Pointe-du-hoc.

Intet af det planlagte kom dog til ske. Bådsmanden på Rudders landgangsbåd styrede ved en fejl mod et andet klippefremspring Pointe-de-la-Percée øst for Pointe-du-hoc. Da Rudder i sidste øjeblik opdagede fejlen, fik han vendt hele styrken, som derefter sejlede parallelt med kysten hen mod Point-du-Hoc. Forsinkelsen betød, at han ikke i tide kunne sende signal til A og B kompagnierne. I stedet for at blive sendt til Pointe-du-Hoc blev de sendt ind på Omaha lige øst for Vierville-kløften, hvor de blandede sig med resterne af de hårdt trængte enheder fra 116. regiment.

Forsinkelsen betød også, at tyskerne ved Pointe-du-Hoc fik tid til at komme sig efter de indledende luft- og flådebombardementer, der stoppede lige før kl. 06.30, hvor rangerne efter planen skulle have påbegyndt deres landgang.

Således forsinket mere end 30 minutter og med 3 både tabt, valgte Rudder at sende alle tre kompagnier ind på øst-siden af Point-du-Hoc. Planen havde ellers været at D kompagniet skulle have være landsat på vestsiden.

Samtidig var C kompagniet gået i land kl. 06.45. Kl. 07.30 havde de kæmpet sig op over klippen og nedkæmpede de nærmeste tyske stillinger. Men så stoppede fremrykningen på grund af hårdnakket tysk modstand. Først senere på dagen fik kompagniet kontakt med egne styrker fra Omaha. Opgaven med at rykke mod Pointe-du-Hoc mislykkedes.

For rangerne ved Pointe-du-Hoc var det ikke slut med problemer. De skulle forcere klippen ved hjælp af stiger lånt hos Londons brandvæsen og monteret på amfibiske DUKW samt ved hjælp af reb med et stålanker for enden, der blev skudt op med et slags raketstyr. Men kun en enkelt stige blev rejst og desuden havde de problemer med at få skudt rebene højt nok op, fordi rebene var blevet tunge af vand.

Men op kom rangerne, selvom de tyske forsvarere fra toppen nærmeste kunne meje rangerne ned. Tyskerne blev langsomt trængt ud af stillingen, hvorefter rangerne kunne gøre det de kom for: ødelægge kanonerne. Men til deres forbløffelse var der ingen kanoner. De var tidligere blevet flyttet ud af stillingen for at undgå ødelæggelse som følge af de voldsomme bombardementer i tiden op til D-dag.

I følge Ambrose fandt en patrulje lidt efter kl. 08.00 kanonerne ca. en kilomenter fra kysten, hvor de stod opstillet klar til kamp. Lidt væk ventede artilleristerne på at kunne komme i gang. Patruljen ødelagde kanonerne. En anden patrulje ødelagde et ammunitionsdepot.

Cornelius Ryan beskriver ligeledes, at patruljen fandt de klargjorte kanoner, men da han skrev sin bog i 1960, kunne han ikke finde belæg for at sige, at det var kanonerne fra Pointe-du-Hoc.

Klokken var 09.00; rangerne havde fuldført deres mission. Rangerne kunne dog ikke slappe af endnu. Isoleret, som de var fra den øvrige invasionsstyrke, måtte de etablere et forsvar, der kunne holde tyskerne væk fra stillingen, indtil enheder fra Omaha kunne komme til undsætning. Det blev til en udmattende kamp, der strakte sig over 2 dage. De var 225 rangere, da angrebet begyndte, men da forstærkningerne endelig ankom, kunne kun godt 90 mand stadig kæmpe.

Rangerne betalte en høj pris. Men ud over at de faktisk ødelagde kanonerne, fik deres angreb tyskerne til at fastholde et helt regiment fra den stærke 352. division i området i stedet for at sende det til Omaha Beach.