Batteriet, der er beliggende ca. 11 km nordvest for Utah Beach, bestod af tre 210 mm kanoner, én 155 mm kanon, seks 75 mm antiluftskytskanoner samt nærforsvarspositioner og minefelter. Batteriet havde sin egen observations- og ildlederbunker, ligesom det også husede en observationsbunker for Azeville batteriet nærved. Batterichef løjtnant Walther Ohmsen havde kommandoen over den næsten 400 mand store besætning.

På D-dag var batteriet ikke helt færdiggjort. To af dets kanoner var monteret i lukkede bunkers, de øvrige kanoner var monteret på åbne cementplatforme, mens byggeriet af yderligere to lukkede bunkers var i gang. Kun de tre 210 mm var aktive på D-dag.

Batteriets 210 mm kanoner havde en rækkevidde på 20 km og kunne således nå Utah Beach. Derfor havde de allierede op til D-dag gennemført adskillige bombardementer af batteriet, dog uden at gøre nævneværdig skade. På D-dag begyndte batteriet sin beskydning af Utah Beach og de amerikanske flådefartøjer. Amerikanske krigsskibe svarede igen og ødelagde to af de tre operative kanoner. Trods fortsatte bombardementer i dagevis lykkedes det alligevel tyskerne at sænke en amerikansk destroyer den 7. juni og ødelægge flere andre skibe.

Batteriets fortsatte aktivitet udgjorde et voksende problem for amerikanerne de følgende dage. Trods gentagne bombardementer fra amerikanske krigsskibe og flere angreb af enheder fra 22. regiment, 4. infanteridivision holdt batteriet stand. Da Ohmsen var mest trængt i sin stilling anmodede han batteriet ved Azeville om at beskyde Marcouf batteriet. Amerikanerne måtte endnu gang og med store tab trække sig tilbage. Natten til den 12. juni beordrede Ohmsens chef ham til at forlade batteriet. Sammen med 78 mand lykkedes det Ohmsen at flygte fra batteriet og nå egne linier. For sin indsats blev Ohmsen tildelt Jernkorset.

Offentlig vej skær sig ned gennem batteriet og adskiller batteriets kommando- og observationsbunker fra resten af batteriet. Observationsbunkeren på den ene side af vejen har længe været offentligt tilgængelig, hvorimod de åbne kanonstillinger, løbegrave samt andre bunkere på den anden side af vejen lå på privat grund og var kun delvist synlige som følge af tidens tand, der havde dækket området med jord og bevoksning.

I 2004 blev den del af batteriet, der lå på privat grund, gravet ud og omdannet til et større museum. Mod entre kan man nu besigtige det store område med bunkers og løbegrave.

Området med den store observationsbunker er nu overgået til privat eje. De nye ejere har udgravet området og selv bunkeren og omdannet stedet til et nyt lille museum. Der er mulighed for en guidet tur i området.

Flere af de store bunkers ser sønderskudte ud, ja nærmest som om de er kollapset, men de er faktisk ikke ødelagt ved direkte træffere, men er forsøgt ødelagt af amerikanske ingeniørsoldater efter erobringen. De ønskede at undersøge eventuelle svagheder i konstruktionen.